TGU kan nu tilbyde Jumping Fitness fra den kommende sæson
Det er Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune som gør det muligt for TGU Fitness at starte hold med Jumping Fitness

Af Jens Nielsen
TGU Fitness i Tømmerup kan nu som den første forening I Kalundborg Kommune tilbyde Jumping Fitness fra den kommende sæson. Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune har netop sagt ja til at støtte den nye populære fitness form.
Jumping Fitness bliver nu en realitet i Tømmeruphallen fra den kommende sæson med start midt i august med 24 på hvert hold.
Det er TGU Fitness som, efter et par velbesøgte events, nu tilbyder den populære motionsform hvor der trænes på en specialudviklet trampolin.
Det er Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune som gør det muligt for TGU Fitness at starte hold med Jumping Fitness, de har nemlig, efter en ansøgning fra TGU Fitness, bevilget 61.800 kr. til indkøb af specielle trampoliner, TGU Fitness bidrager selv med 10.000 kr.
”Der har været stor interesse for Jumping Fitness til vores events og vi har allerede nu 30 forhåndstilmeldte medlemmer. TGU bliver de første i vores område, som kan tilbyde borgerne Jumping Fitness og vi glæder os utroligt meget. Der skal lyde en kæmpestor tak til Folkeoplysningsudvalget, som har gjort det muligt for os”, siger Sussi Lodall, som er næstformand i TGU.
Sagde nej i første omgang
Folkeoplysningsudvalget sagde ellers i første omgang nej til at yde et tilskud og i deres referat fra mødet i maj måned står der:
Da der er tale om en stor investering, ønsker udvalget en større sikkerhed for, at der er tilslutning til den nye aktivitet, før der bevilges tilskud. Eventuelt ved lån/leje af materiel et par mødegange.
Men allerede til mødet her i juni måned er Folkeoplysningsudvalget blevet overbevist om, at Jumping Fitness er en god ide, ikke mindst efter, at TGU Fitness kunne fortælle, at 25 ud af 30 pladser var besat til et event d. 15. juni længe inden det var annonceret.
Instruktør på plads
TGU Fitness har allerede været på forkant med hensyn til instruktør til det nye Jumping Fitness hold og har haft Zenia Stoklund på instruktørkursus, som hun har bestået.
“I denne weekend blev TGU’s egen Zenia Stoklund uddannet Jumping Fitness instruktør og hun skal starte hold op i TGU Fitness’ afdelingen. Så snart træningstiderne for den kommende sæson er på plads, vil det blive offentliggjort i vores gruppe på Facebook: TGU Fitness”, siger TGU Fitness formand Anna M. Lodall.