Testcenter skal alligevel ikke flyttes – lige nu

Testcenter skal alligevel ikke flyttes – lige nu PCR-Testcentret på Hareskovvej skal først flyttes til nytår. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

PCR-testcenteret på Hareskovvej 13 i Kalundborg skal alligevel ikke flyttes d. 22. november, først til nytår skal der findes nye lokaler og det bliver ikke på Synscenter Refnæs.

Region Sjælland oplyste først i november, at PCR-testcenteret på Hareskovvej skulle flyttes til Synscenter Refsnæs på Kystvejen i Kalundborg d. 22. november. Det har der siden været store protester over og nu er flytningen udskudt til 1. januar.

”Vi har aftalt med udlejeren af Hareskovvej, at vi kan blive der indtil 31.12 i år, derefter skal testcentret flyttes til et andet sted og vi er nu i gang med at finde de rette lokaler i samarbejde med flere ejendomsmæglere, og vi vil helst blive på den her side af Kalundborg fordi der har vi industrien,” fortæller direktør Søren Ole Sørensen fra Kalundborg Kommune.

Ud over, at lokaler til et nyt testcenter skal ligge centralt, så skal der også være gode parkeringsforhold og adgangsforhold, også for handicappede.

Testcentret på Hareskovvej har flg. åbningstider: mandag, tirsdag, torsdag, fredag fra klokken 9 til 17.30 og lørdag fra klokken 9 til 14.30. Der skal bestilles tid til test, se region Sjællands hjemmeside.

Udover PCR-testcentret på Hareskovvej findes der i Kalundborg også et kviktestcenter på Nytorv. Her er der åbent alle ugens syv dage fra kl. 08-20

Del