Terrorsigtet dreng har fået forlænget varetægtsfængsling

Grundlaget er udvidet på baggrund af nye fund i sagen.

Terrorsigtet dreng har fået forlænget varetægtsfængsling Kampklædt betjente rykkede en tidlig morgen først i april ind på en adresse på en stille villavej i Høng, hvor den 15-årige blev anholdt. Arkivfoto: jens Nielsen

Af Jens Nielsen

To drenge på henholdsvis 15 og 16 år blev først i april sigtet for at have ladet sig hverve og at hverve andre til terror. Den 15-årige blev dengang varetægtsfængslet mens den 16-årige blev løsladt. Nu har den 15-årige fået forlænget sin varetægtsfængsling ved Retten i Holbæk.

De to drenge blev anholdt en tidlig morgen på to adresser i Høng, hvor kampklædte betjente rykkede ind og ransagede de to hjem.

De to unge drenge er begge sigtet efter paragraf 114c, der drejer sig om at lade sig hverve eller at hverve en eller flere personer til at begå eller fremme terrorhandlinger.

Den 15-årige er derudover også sigtet efter paragraf 114e, der handler om at fremme en virksomhed eller organisation, der har til hensigt at begå terrorhandlinger.

Han skulle angiveligt have tilsluttet sig gruppen Feuerkrieg Division, der ifølge anklagemyndigheden er en nynazistisk og højreekstrem gruppe.

I går valgte dommeren ved Retten i Holbæk endnu engang at forlænge varetægtsfængslingen, fordi grundlaget er udvidet på baggrund af nye fund i sagen. Og dommeren afgjorde samtidig i går, at der er risiko for, at drengen vil gentage sine kriminelle handlinger, hvis han løslades.

Det oplyser Ritzau.

Del