Tekstur hylder familiens stærke kvinder

Tekstur hylder familiens stærke kvinder
Foto: Tekstur

8. marts fejrer modetøjsbutikken Tekstur den internationale kvindedag med spændende mor/datter-event og oplæg med tips og tricks til garderoben.

Modetøjsbutikken Tekstur fejrer den internationale kvindedag 8. marts. Det sker med et event i butikken efter lukketid. Her vil familiens stærke kvinder blive hyldet med oplæg, styling-tips – og traditionen tro: Et glas bobler.

- 8. marts er en dag, der betyder meget for mig. Det er selvfølgelig den internationale kvindedag – men det er også både min mors og mormors fødselsdag. Så hvad er mere naturligt end at fejre de stærke kvinder i familien på denne dag, spørger butiksindehaver Christine Søvsø retorisk.

På dagen vil der være små oplæg ved de to brandrepræsentanter og salgsansvarlige for tøjmærkerne Atelier Rêve og Ichi, Lone Dam og Frederikke Dam. Det er ikke tilfældigt, at de deler efternavn; de er nemlig mor og datter. Og selvom de repræsenterer to forskellige brands, så arbejder de tæt op ad hinanden i det daglige. Det samme gør Christine Søvsø og hendes mor, Eva, når de begge langer varer over disken eller rådgiver de handlende i Tekstur.

Hjælp til basisgarderoben

Under oplæggene fra Ichi og Atelier Rêve vil Lone og Frederikke Dam fortælle om de to brands og disses DNA. Men i særdeleshed kommer aftenen til at handle om styling og opbygning af basisgarderoben, 

- Selvom vi er alle sammen er forskellige, kan man sagtens bruge de samme basisemner, når man sammensætter kernen i sin garderobe. Men der er stor forskel på kropsfacon, højde og personlig stil, når man skal vælge den ene eller den anden blazer. Så det kommer vi til at snakke om til arrangementet. Vi ser også på, hvad din basisgarderobe skal indeholde, for at du nemt kan style din resterende garderobe både op og ned, på kryds og tværs af årstider og anledninger. Og så præsenterer vi lidt at al vores spændende tøj på et par modeller, vi har fået til at hjælpe os. De er selvfølgelig også mor og datter, siger hun med et smil og skynder sig at påpege, at man selvfølgelig sagtens kan deltage i arrangementet uden partout at skulle slæbe familiemedlemmer med, fortæller Christine Søvsø.

Arrangementet løber af stablen onsdag d. 8. marts kl. 17.30. Der vil blive serveret bobler og snacks, og der vil være rig mulighed for både shopping og mere personlig rådgivning efter oplæggene og modelstylingerne. Der vil desuden være konkurrencer med fede præmier – og goodiebags til alle deltagende. Billetter kan købes i Tekstur.

Del