Teater med sokker i sandalerne

Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvornår man er en mand, og hvornår man ikke er. Mænd kan sagtens have sokker i sandalerne. Mænd kan sagtens danse sjæl - og yndefuld tango.

Teater med sokker i sandalerne

Femkanten åbner det nye år med et brag af en grotesk, tankevækkende og sjov fysisk forestilling om moderne manderoller. Det altid overraskende dansekompagni DON GNU kommer i Kalundborghallen mandag d. 9. januar med deres akrobatiske og selvironiske forestilling ’M.I.S. – Natten lang’.  M.I.S. står for ’Mænd I Sandaler’. 

Det er en befriende danseforestilling, som tager gas på sig selv og på mænd, ja, på os alle sammen. Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvornår man er en mand, og hvornår man ikke er. Mænd kan sagtens have sokker i sandalerne. Mænd kan sagtens danse sjæl - og yndefuld tango. Mænd kan godt være skrøbelige og betuttede, f.eks. når de danser med store badebolde. De kan også godt danse med et bræt – ganske nøgne – uden at det bliver for meget. Det er en danseforestilling i balance med sig selv. Det er svært ikke at falde for de tre mænd der udforsker deres kønsidentitet med selvironi og i groteske situationer. En anmelder fra TV2 Østjylland kaldte den for ’den sjoveste danseforestilling, jeg til dato har oplevet’.

Anderledes dans

Don Gnu dansekompagni forener høj danseteknisk og akrobatisk kunnen med befriende humor og slapstick-agtige optrin. Der siges ikke meget i forestillingen. Man kan få associationer til Charlie Chaplins overrumplende stunts i stumfilmens dage. Men forestillingen fremstår med stor visuel kraft og med noget på hjertet. Femkanten viste for et par sæsoner siden Don Gnus betagende ’Human in Balance’, som blev spillet og danset på og omkring et gigantisk rullebræt. Den gjorde stort indtryk. 

Musikken danser med

Forestillingens tre dansere udfolder sig til musik, der spilles live. To musikere, Alice Carreri og Rune Kaagaard, spiller i den grad op til dans. Musik og lyd er gennemtænkt ned til mindste detalje og forstærker alle dansernes bevægelser. Både i kampscener og på slap line er der en fantastisk harmoni mellem lyde og udtryk.   

Spilles i Kalundborghallen

Don Gnu kræver meget plads, så derfor spilles ’M.I.S. – Natten lang’ i Kalundborghallernes hal 1. Den varer godt 60 minutter uden pause. Billetter til forestillingen kan købes via Femkantens hjemmeside www.5kanten.dk

Del