Takker af som cheftræner i Svebølle
Den nye cheftræner I Svebølle vil blive præsenteret for spillerne tirsdag aften.

Af Jens Nielsen
Efter syv år på posten som spillende cheftræner i Svebølle B&I, takker Jonas Thomsen af efter den nuværende sæson.
Jonas Thomsen er en af de længst siddende cheftrænere i Svebølle B&I’s historie.
Derfor bliver det utroligt vemodigt at sige farvel efter sidste hjemmekamp d. 14/6 mod Solrød, oplyser SBI.
”Vi håber en masse vil dukke op denne dag og give ham et flot farvel. Vi skylder Thomsen en kæmpe tak for indsatsen, og vi ønsker ham det bedste fremover,” skriver SBI.
Seniorformand Patrick Jensen, siger:
”Efter vi forlængede aftalen sidste sommer, så var vi enige om at det var det sidste år. Men jeg håbede at jeg kunne overtale ham til endnu et år. Det er selvfølgelig meget vemodigt, de fem år af hans syv år i klubben var vi trænere sammen omkring 1. Holdet. Så det er måske også tiden til at der kommer nogle friske øjne og nye ideer.”
Jonas Thomsen vil gerne takke alle spillerne gennem tiden, medtrænere og folk i SBI.
”Da vi startede rejsen for snart syv år siden, lå vi i den tunge ende af serie 3, og skulle finde fodfæste igen efter konkursen fra divisionstiden.
Tingene skulle stabiliseres og vi skulle have et fodboldhold med lokale gutter, med kendskab til byen og klubbens værdisæt.
Jeg er utroligt stolt over hvad vi har opnået sammen som hold, og ikke mindst som klub! Specielt den loyalitet og dedikation alle har vist undervejs!
Jeg afleverer nu holdet solidt i Sjællandsserien, og giver efter syv helt fantastiske år nu faklen videre.
Det er det rigtige tidspunkt nu for mig og min familie, også selvom det gør ondt helt ind i hjertet.
Når man har været med til at bygge noget op fra bunden, er det altid specielt at skulle give det videre til nogle andre. Men jeg ved at klubben er i gode hænder,” fortæller Jonas Thomsen
Den nye cheftræner I Svebølle vil blive præsenteret for spillerne tirsdag aften.