Sponsoraftale sikrer fodboldklub stort beløb
Over 23.000 sponsorkroner tikker der ind til foreningens kasse.

Af Lasse Petersen
En sponsorcheck på hele 23.801,90 kroner er, hvad Svebølle BI har sikret sig gennem deres sponsoraftale med energiselskabet OK.
Det er OK's kunder, der gennem sponsoraftalen har sparet pengene op til foreningen. Ved at tanke med OK-kort hos tanken ved SuperBrugsen Svebølle og knytte sit OK-kort til sponsoraftalen støtter kunderne nemlig Svebølle BI kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.
En sponsoraftale hos OK betyder, at klubber og foreninger kan få fem øre for hver liter, en bilist tanker hos den lokale OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Pengene udbetales sammen af OK og den lokale forhandler, hvilket her vil sige SuperBrugsen Svebølle.
En sponsorcheck på den størrelse luner selvsagt i foreningens kasse og giver for eksempel mulighed for at sende de unge på ture til nær og fjern.
"Sponsorstøtten fra OK gør blandt andet gavn ved, at vi får penge til busser, og hvad der ellers skal til, når de unge skal af sted til turneringer i ind- og udland. Vi kan også give et tilskud, så det ikke bliver så dyrt for den enkelte at komme med på turen," fortæller Henrik Nielsen, der er formand for Svebølle BI.