Supermarked og tre specialbutikker snart klar

Rejsegildet er den fest, som bygherren holder for håndværkere, arkitekt og teknikere, når murene står færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst.

Supermarked og tre specialbutikker snart klar
Onsdag blev der afholdt rejsegilde på det nye butikshus i Gørlev som skal indeholde en Rema 1000, Punkt1, Lysmesteren og Expert. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Onsdag var der rejsegilde på det nye butikshus i Gørlev som skal indeholde både Rema 1000, Punkt1, Lysmesteren og Expert.

Rejsegildet er den fest, som bygherren holder for håndværkere, arkitekt og teknikere, når murene står færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst.

Og nu er byggeriet af det nye 2000 kvadratmeter store butikshus på Kirkevangen ved rundkørslen på Gørlev Landevej så langt, at der onsdag middag blev inviteret til rejsegilde med taler og ikke mindst pølser fra den opstillede pølsevogn.

Specialbutikkerne Punkt1, Lysmesteren og Expert kommer til at råde over ca. det halve af bygningen, resten bliver til en helt ny Rema 1000.

Den gamle butik som lå helt ud til rundkørslen er nu revet ned og Steen Jensen, der sammen med Jesper Abkjær Petersen ejer Punkt1, Lysmesteren og Expert, glæder sig til at kunne flytte ind i helt nye lokaler.

”Vi får omkring 1000 kvadratmeter og med vinduer ud mod vejen. Vi får næsten indgang samme sted som Rema 1000 og i højsæsonen har de omkring 1500 kunder dagligt, også om søndagen, så det forventer vi os rigtigt meget af,” fortæller Steen Jensen, og fortsætter, ”Det bliver vildt godt og vi glæder os. Vi får overdraget lokalerne i uge 44 og vi regner med at åbne med et brag i uge 46.”

Del