Sultne håndværkere giver ekstra omsætning

Et gammel ordsprog hedder ’Uden mad og drikke duer helten ikke’, og det gælder også for de rigtigt mange håndværkere som i øjeblikket arbejder i Kalundborgområdet.

Sultne håndværkere giver ekstra omsætning
De mange håndværkere i Kalundborg har givet ekstra travlhed hos de forretninger som sælger mad og drikke. Fotocollage: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mange af byens forretninger som sælger mad og drikke kan mærke, at der er mange håndværkere i området. Det giver stor travlhed og ekstra omsætning.

Et gammel ordsprog hedder ’Uden mad og drikke duer helten ikke’, og det gælder også for de rigtigt mange håndværkere som i øjeblikket arbejder i Kalundborgområdet.

Og lige netop mad og drikke til håndværkskunder har givet en kæmpe vækst til en lang række lokale forretninger.

På OK Plus på Sydhavnsvej er det især flæskestegssandwichen som er meget populær, der steges faktisk op mod 30 kg. flæskesteg hver dag i den store ovn samtidig med, at der langes flere hundrede, stykker smørebrød og sandwich over disken.

”Vi kan virkelig godt mærke at der er gang i Kalundborg, flæskestegssandwichen er stadigvæk meget populær, især torsdag er den store dag, muligvis fordi mange jyske håndværkere kun arbejder mandag til torsdag, og så skal de lige have en flæskestegssandwich inden de kører hjem,” fortæller Malene S. Nielsen fra OK Plus.

Den populære flæskestegssandwich fra OK Plus er med to tykke skiver flæskesteg, rødkål og agurkesalat.

500 franske hotdogs

Det nye Biltema varehus mærker også den store mængde af håndværkere i deres nye café. Især er deres franske hotdog meget populær.

”Vi sælger omkring 500 franske hotdog hver eneste dag, både til fremmede og lokale håndværkere, men også til mange familier som handler på Stejlhøj og så kommer forbi Biltema og spiser, så vi mærker en klar stigning i omsætningen i vores café,” fortæller varehuschef Dennis Daugaard.

700 romkugler

Kvickly Kalundborg har også fået stor glæde af de mange håndværkskunder som er i byen i øjeblikket.

”Vores delikatesse og helt klart vores bagerafdeling mærker, at der er mange håndværkere i byen, vi sælger fx op mod 700 romkugler hver tirsdag hvor vi har dem til en særlig god pris, og om torsdagen er der altid tilbud på hindbærsnitter, her sælger vi omkring 200,” fortæller varehuschef Kirsti Thygesen, og fortsætter,

”Især lige omkring frokost er der rigtigt travlt i vores forområde hvor det er smørebrød og lette retter der er fokus på, og så har vi faktisk fået en lang række af kunder som har oprettet en konto hos os, så vi kan helt sikkert mærke, at der er kommet flere mennesker til byen for at arbejde og, at de vælger at handle lokalt, det er vi meget taknemmelige over og sætter stor pris på.”

Kvickly Kalundborg har også solgt dobbelt så mange gavekurve op mod jul i forhold til tidligere år oplyser Kirsti Thygesen.

200 sandwich

Hos Meny Kalundborg er forområdet blevet ændret, sådan at kunderne nu nemmere kan købe fx en sandwich og pastasalat uden at skulle helt ind i forretningen og lige netop sandwich sælges der ca. 200 af om dagen, det er dobbelt så mange som tidligere, og så er der også kommet et langt større salg i bagerafdelingen efter de mange håndværkere er kommet til Kalundborg.

”Salg til håndværkere er jo alt fra, at håndværkerne kommer og køber til sig eller der kommer en og køber til en helt sjak hvor der fx hentes 10 morgentilbud eller onsdagssnegle i store mængder, så vi har en tydelig vækst på grund af de mange håndværkere som er i området,” fortæller købmand Peter Egebæk, og fortsætter, ”Et af vores nyeste tiltag er et varmeskab hvor man kan få en varm frokost, fx flødekartofler, grillkylling, stegt flæsk og andre varme produkter, som sælges fra vores delikatesse sammen med smørebrød og det er blevet en stor succes blandt især håndværkerne."

Selv om der er mange håndværkere i Kalundborgområdet lige nu så ventes der endnu flere. Der ventes faktisk op mod 2500 håndværkere alene på det nye store Novo Nordisk byggeri på Stejlhøj, lige nu er der omkring 1000, så de forretninger som sælger mad og drikke kan godt se frem til, at få endnu mere travlt.

Del