Succesen for uddannelserne i Kalundborg fortsætter

“Vi er stadig i gang med at udvikle vores uddannelser i Kalundborg og gøre dem attraktive med nyt campus og det særlige samarbejde med industrien og det nyetablerede Helix Lab”

Succesen for uddannelserne i Kalundborg fortsætter Succesen for uddannelserne i Kalundborg fortsætter stadig, oplyser Ansalon. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

2457 nye studerende er på vej til Absalon efter sommerferien - det er resultatet efter ansøgerne på kvote 1 og kvote 2 fik svar klokken 00:01 natten til torsdag. Stor interesse for at studere i Kalundborg.

Præcis klokken 00:01 natten til torsdag fik de mange kommende studerende besked på, om de var optaget på den uddannelse, de har søgt. 2457 fik en glædelig besked i deres E-boks fra Absalon:

“Det er altid en særlig dag, hvor mange drømme går i opfyldelse for de håbefulde kommende studerende. I Absalon er vi altid glade for at kunne byde de nye studerende velkommen”, siger direktør for Absalon, Daniel Bojsen.

Sidste år blev 2.721 optaget til en uddannelse hos Absalon. I år er tallet en del lavere, et fald på 10 procent, især mangler der studerende til sygeplejerske-, pædagog- og læreruddannelsen.

Diplomingeniøruddannelserne tiltrækker stadig flere studerende 

Det er første studieår med det nye campus i Kalundborg, og tidligere i år åbnede ligeledes Helix Lab. Succesen for uddannelserne i Kalundborg fortsætter stadig, oplyser Ansalon. Den nyeste uddannelse, diplomingeniør i maskinteknologi fordobler næsten optaget med en stigning på 76 procent, mens diplomuddannelsen i bioteknologi optager næsten 20 procent flere studerende i år i forhold til sidste år.

I alt er 147 studerende optaget på uddannelserne i Kalundborg.

“Vi er stadig i gang med at udvikle vores uddannelser i Kalundborg og gøre dem attraktive med nyt campus og det særlige samarbejde med industrien og det nyetablerede Helix Lab”, siger Daniel Bojsen.

Stadig ledige pladser 

For ansøgere, der ikke kom ind på deres første prioritet, er der stadig ledige pladser at søge hos Absalon. Det gælder på læreruddannelsen, uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi og maskinteknologi, pædagog, leisure management samt uddannelsen til administrationsbachelor.

Ansøgningsfrist er den 8. august for kvote 2. Kvote 1 har frist til den 18. august.

Del