Streetfishing i flot søndagsvejr

Mange var mødt op i Kalundborg Havnepark søndag for at prøve lykken med fiskestangen.

Streetfishing i flot søndagsvejr
En af dem som var heldig og havde fået bid var 8-årige Valde, han havde fanget en skrubbe i sit allerførste forsøg med en fiskestang i hånden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søndag den inviterede Kalundborg Kommune, Kalundborg Sportsfiskerforening og Fishing Zealand til Streetfishing i Kalundborg Havn. 

Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier, er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed, for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold ved med en fiskestang i hånden.

Mange var da også mødt op i Kalundborg Havnepark søndag for at prøve lykken med fiskestangen.

Flere var erfarne mens andre aldrig nogensinde før havde haft en fiskestang i hånden, men så var der god hjælp at hente fra Kalundborg Sportsfiskerforening og Fishing Zealand som stod klar med gode råd og udlån af fiskestang.

”Det er mest fladfisk, dvs. skrubbe og rødspætte, som man fanger nu,” fortæller Mikael Tange fra Fishing Zealand, mens han gjorde fiskestænger klar til de mange børn og unge som ville prøve lykken.

En af dem som var heldig og havde fået bid var 8-årige Valde, han havde fanget en skrubbe i sit allerførste forsøg med en fiskestang i hånden.

Og hvad gør man så med sådan en fisk når krogen sidder fast og den spræller, ja så trådte en af de erfarne lystfiskere fra Kalundborg Sportsfiskerforening til og fik krogen ud og fik taget livet af skrubben.

Børn og voksne fik masser af frisk luft i det flotte søndagsvejr og enkelte fik også aftensmaden med hjem.

Del