Stort tilløbsstykke da ny badebro blev indviet
Udover det velvære man oplever ved at bade året rundt, så gør det også meget godt for det sociale sammenhold.

Af Jens Nielsen
Solen skinnede fra en skyfri himmel i fredags hvor 130 borgere var mødt op for at fejre indvielsen af den nye badebro på Reersø Nordstrand, som Reersø Vinterbadere har fået opført.
Det er ikke historien om den grimme ælling, men tæt på. Den historie fortalte formand for Reersø Vinterbadere Lise Anhøj i forbindelse med indvielsen af den helt nye badebro fredag eftermiddag.
Reersø Vinterbadere blev stiftet i 2011 af en gruppe Reersøborgere. I 2020 bestod foreningen af ca. 25 medlemmer, som mødtes hver morgen året rundt for at tage en dukkert – dog lidt flere om sommeren end om vinteren.
I løbet af 2020 begyndte foreningen langsomt at få flere medlemmer og der var flere og flere, som badede hele året.
Reersø Vinterbadere ønskede derfor at forbedre forholdene på stranden, men havde desværre ingen penge. Og så er det svært at udvikle.
”Ejerne af Café Vilhelm, Tammie og Johannes, kom med et tilbud, som vinterbaderne hoppede på med det samme. Tammie og Johannes arbejdede på det tidspunkt i et stort Københavnsk luksusbageri. Hver dag var der brød som ikke blev solgt, men som intet fejlede, så Tammie og Johannes foreslog, at foreningen kunne sælge brødet fra Café Vilhelm i weekenderne. Brødet var led i ”STOP Madspild”. Brødsalget gik fantastisk. Kunderne, som var både lokale og turister på Reersø, var begejstrede for muligheden for at købe brød lokalt og samtidig støtte indsamlingen af penge til opførelsen af en badebro,” fortalte Lise Anhøj til de mange fremmødte til indvielsen af den nye badebro.
I forbindelse med indvielsen i fredags rundede foreningen i øvrigt medlem nr. 100.
Reersø Vinterbadere er ikke bare en badeklub. Udover det velvære man oplever ved at bade året rundt, så gør det også meget godt for det sociale sammenhold, mener Lise Anhøj og siger samtidig,
”Det er den gladeste og mest aktive forening på Reersø, i disse tider, hvor der tales meget om ensomhed, er foreningen manges faste holdepunkt i hverdagen. Den har skabt mange venskaber og rigtig gode sociale relationer, som er med til at give livsglæde.”
Badebro til en kvart million
Badebroen har kostet 265.000 kr. Den er finansieret af vinterbadernes egne midler fra brødsalg, Kalundborg Kommune og Nordea Fonden. Derudover har flere af medlemmerne i foreningen givet generøse private donationer.
Digebeskyttelse og bænke
Reersø Vinterbadere mangler stadig at få gjort området mere præsentabelt.
”Vi skal bl.a. have etableret en trappe over diget og have sat nogle flere bænke op. Dette skal gøres i samarbejde med Reersø Pumpelag og Kommunen,” siger Lise Anhøj.
Reersø Vinterbadere er stolte over at kunne fremvise en smuk badebro, der forhåbentlig bliver til stor glæde for mange. Den er så solid, at den kan stå det meste året. Den skal dog tages ned ved storm og isskruninger.
Borgmester Martin Damm var inviteret til at klippe snoren og sige et par ord i forbindelse med indvielsen. I sin tale gav han udtryk for, at badebroen var et perfekt eksempel på, hvad der kan ske når lokale folk går sammen om et projekt, det skaber merværdi for lokalsamfundet - og ikke mindst skaber sammenhold og det bliver til glæde for mange.
Efter indvielsen blev badebroen straks taget i brug. Flere gæster og medlemmer af Reersø Vinterbadere hoppede i det dejlige vand.