Stort og spændende program til Folkemødet

Det er dagen, hvor bl.a. politikere og borgere får en mulighed for at nærme sig hinanden, mens lokale forhold diskuteres.

Stort og spændende program til Folkemødet Folkemøde Kalundborg i Høng byder bl.a. på en lang række af debatter. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Folkemøde Kalundborg i Høng, som afvikles lørdag den 27. august 2022 ved Høng Centeret, byder på et stort og varieret program. Det er dagen, hvor bl.a. politikere og borgere får en mulighed for at nærme sig hinanden, mens lokale forhold diskuteres.

På Folkemøde Kalundborg i Høng lørdag den 27. august, vil der være repræsentanter fra institutioner, erhverv, klubber og foreninger, politiske partier, skoler, Kalundborg Kommune m.fl., og ikke mindst debattelte, hvor der bliver debatteret forskellige emner. Alle er velkomne, og der er gratis entre.

Det store program starter kl. 10 lørdag formiddag, hvor borgmester Martin Damm byder velkommen. 

Programmet indeholder aktuelle lokale og nationale debatter omkring bl.a. Klima, Madspild, Politik, Frihed og (nær)demokrati m.m. Der er også et debattelt som hele dagen arbejder med ”uddannelsesrejsen” igennem Folkeskolen, Efterskolen, Erhvervsuddannelserne og FGU.

I de mange debattelte kan man deltage i debatter om fx Kattegatforbindelsen, Symbiosen i Kalundborg - kan den redde kloden og klimaet?, Madspild, Er Budgetloven en bremse eller en fordel for velfærden? og mange andre spændende emner.

”Arrangementet byder i løbet af dagen også på god underholdning i form af gymnastikopvisning, musik og stand up, ligesom der igen er et Folkemødemotionsløb for både børn og voksne. Høng Centeret har helt sikkert også gode tilbud denne dag, så der er al mulig grund til at møde op med hele familien, og få en god dag i demokratiets navn,” siger Peter Joensen, bestyrelsesmedlem og PR ansvarlig for Folkemødet Kalundborg.

Der er igennem det sidste år i forberedelsesfasen brugt mange frivillige kræfter i bestyrelsen på det store arrangement, og på selve dagen kommer der heldigvis nogle uundværlige ekstra frivillige og hjælper til med al det praktiske.  

”Vi kan altid bruge en ekstra hånd på dagen, og der er også få ledige pladser tilbage hvis man som forening eller gårdbutik vil have en stand, og derved komme i kontakt med de forventede 3.000 mennesker som i løbet af dagen kommer forbi,” siger Peter Joensen

Tilmelding og kontakt via hjemmesiden: Folkemøde Kalundborg 2022 i Høng (folkemoede-kalundborg.dk) 

Del