Stort fremmøde til valgdebat i Kalundborg

Over 200 borgere mødte torsdag aften op i Kalundborg Hallerne for at høre spidskandidaterne debattere lokale udfordringer.

Stort fremmøde til valgdebat i Kalundborg
Torsdag aften dannede Kalundborg Hallerne rammen om en livlig valgdebat arrangeret af TV-Kalundborg. Fotos: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Over 200 borgere mødte torsdag aften op i Kalundborg Hallerne for at høre spidskandidaterne debattere lokale udfordringer – fra skolevæsen og lægemangel til kultur og erhvervsliv.

Torsdag aften dannede Kalundborg Hallerne rammen om en livlig valgdebat arrangeret af TV-Kalundborg. Mere end 200 borgere var mødt op for at høre, hvad de lokale spidskandidater havde på hjerte – og for selv at stille spørgsmål.
Stemningen var både engageret og venlig, men publikum lagde ikke fingrene imellem, når der skulle stilles kritiske spørgsmål.

Skolerne under pres

Et af de emner, der vakte størst debat, var Kalundborg Kommunes folkeskoler. Flere deltagere udtrykte bekymring over, at kommunens skoler på flere parametre ligger blandt landets dårligste. Politikerne blev udfordret på, hvordan de konkret vil løfte kvaliteten i undervisningen og skabe bedre rammer for både elever og lærere.

Læs også: Valgdebat: Massiv kritik af Kalundborg Kommunes folkeskoler

Lægemangel og lange ventetider

Sundhedsområdet fyldte også meget i debatten. Flere kandidater pegede på manglen på praktiserende læger og de lange ventetider til speciallæger, som et alvorligt problem. Også udredningstiden i børnepsykiatrien blev nævnt som et område, hvor borgerne oplever utilstrækkelig hjælp.

Kalundborgs beskedne kulturudgifter blev ligeledes genstand for debat. Publikum spurgte, om kommunen gør nok for at skabe et attraktivt kulturliv, der kan tiltrække og fastholde borgere. Flere deltagere påpegede desuden, at vedligeholdelsen af offentlige bygninger har været forsømt i mange år.

Debatten kom også omkring erhvervslivet og den lokale infrastruktur. Flere erhvervsfolk har meldt om et utilfredsstillende samarbejde med kommunen, og flere af de fremmødte nævnte ligeledes trafikken ind og ud af byen – især omkring Novo Nordisk – som en stor udfordring. Kandidaterne kom med forskellige bud på, hvordan dialogen med erhvervslivet kan forbedres, og hvordan infrastrukturen kan følge med udviklingen.

Borgmesterposten: Ikke alle ville pege

Mod slutningen spurgte moderatoren, hvem partierne peger på som borgmester efter valget. Her blev der mærkbart mere stille på scenen, og flere kandidater valgte at svare undvigende – eller slet ikke.

De deltog i paneldebatten:

  • A Tina Beck-Nilsson
  • B Hans Munk
  • C Jesper Wienmann Hansen
  • I Helle Laursen Petersen
  • F Thomas Malthesen Hiort
  • M Mads Søe Daugaard
  • O Peter Jacobsen
  • V Martin Damm
  • Æ Peer Justesen
  • Ø Jan Broholm
  • Gunver Jensen (Kalundborg Listen)
  • Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab)
  • Jens Kallehave (Nyt Kalundborg)

Del