Storm tog en bid af Evighedstræ
Den statelige guldhængepil i Høng blev hårdt amputeret af sidste weekends stormvejr.
Af Lasse Petersen
Sidste weekends kraftige stormvejr ramte ikke bare de østvendte kyster i Danmark hårdt. Også Danmarks Naturfredningsforenings Evighedstræ nr. 94, placeret i Høng, blev berørt af vejret.
Her blev den statelige guldhængepil ved vandhullet bag biblioteket hårdt amputeret, da flere meget store tykke stammer bukkede under for stormens hærgen.
De mange våde og tunge blade gjorde, at vinden havde frit spil til at vise naturens kræfter og hive og rive i den store krone, indtil flere stammer knækkede og blev flået af. Stammerne klæber sig nu som skulpturer op af træet og vidner om naturens kræfter.
Træet og skaderne er beset af Susanne Ladefoged, formand Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg, samt Kristoffer Søderlind Bruun, Vej og Park i Kalundborg kommune. De er begge enige om, at træet fortsat er livkraftigt og en pryd for området.
Der iværksættes derfor en beskæring, ligesom de faldne stammer henligges til naturligt forfald for foden af træet.
Det er ikke første gang, at en storm har haft godt fat i træet. I april 2022 tog stormen Malik nemlig også en god bid. Knækkede stammer har siden prydet området for foden af guldhængepilen, som er det 10. Evighedstræ i Kalundborg kommune ud af kommunens i alt 11.