Storalarm på Novo sitet i Kalundborg
Politiet sender sprængstofshunde til Kalundborg.

Af Jens Nielsen
Midt- og Vestsjællands Politi er lige nu massivt til stede ved Novo Nordisks område i Kalundborg. Hovvejen er helt spærret for trafik.
Politi, brandvæsen og ambulancer er lige nu massivt til stede ved Novo sitet i Kalundborg. Ifølge politiet drejer det sig om en lastbil, der måske har en mistænkelig last på ladet, som har udløst storalarmen.
”Den her lastbil skulle aflevere nogle varer på stedet, og så er der muligvis noget sprogforvirring, der gør, at der opstår usikkerhed om, hvad der præcis er ombord på lastbilen,” fortæller Thomas Kristensen, der er kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Derfor er der lige nu sprængstofshunde på vej mod Kalundborg for, at undersøge lasten på lastbilen, oplyser politiet. Ligesom hærens bomberyddere er ankommet til stedet.
Hovvejen er helt spærret for trafik fra rundkørslen ved Tømmerup og til Slagelsevej. Alle medarbejdere er blevet evakueret, og det har bl.a. givet meget trafik af biler og mennesker på Slagelsevej.