Stor ros for årets byspil
Flere publikummer, har også været inde på KATs facebookside og skrevet tak for en flot forestilling.

Af Jens Nielsen
Kalundborg Amatør Teater KAT modtager stor ros for deres forestilling Sommer i Tyrol, som havde premiere i weekenden.
KAT har de sidste måneder arbejdet hårdt på dette års byspil i Gryden på Møllebakken. Fredag var der premiere på Sommer i Tyrol og publikum er begejstret efter weekendens forestillinger.
“Efter måneders anstrengelse med vores Sommer i Tyrol, hvor hele holdet i den grad gav den så meget gas til premieren, er det skønt, når sms’er som denne tikker ind: “Tusind tak for i går! - Hvilken imponerende forestilling. Flotte kostumer, imponerende kulisser, god koreografi og man mærker, at instruktøren har lagt sjæl i med kvikke bemærkninger, dog med respekt for stykkets oprindelighed,” fortæller Klaus Ødegaard som er instruktør på Sommer i Tyrol.
Flere publikummer, har også været inde på KATs facebookside og skrevet tak for en flot forestilling.
Her er der bemærkninger som:
KAT har atter fornøjet publikum med en veloplagt forestilling: Sommer i Tyrol,
Tak til instruktør, koreograf, sanginstruktør, kulisse skabere, kostume skabere, alle, der har medvirket både på scenen og bag scenen,
I har alle givet os på publikumspladserne en dejlig og vel opført forestilling,
Det er en glæde at have et inspireret amatørteater - det sætter vi pris på!
Instruktøren har i den grad formået at få det bedste skuespil frem i aktørerne, ikke mindst hos den lille Miki, som med sit umiddelbare naturlige talent bør indstilles til årets Bodil for bedste mandlige birolle.
Efter en flot forestilling lørdag aften, hvor de sidste 10 minutter foregik i silende regn, havde KAT tilsyneladende indgået aftale med vejrguderne om godt teatervejr til forestillingen søndag. Ved søndagens forestilling var der fyldt til sidste siddeplads.
Kat holder pause indtil fredag, hvor der igen spilles kl 20 og lørdag kl. 15.00.
Sommer i Tyrol er historien om kroen “Den hvide hest”, som overtjeneren Leopold styrer effektivt. Kun kærligheden giver Leopold problemer. Han er håbløst forelsket i ejeren, Josepha, som desværre er mere optaget af forretningen. Et nyt hold turister ankommer til kroen og med dem en masse fortrædeligheder, forviklinger og romancer. Kejser Franz Joseph ankommer uventet til kroen, og ikke mindst ved hans mellemkomst ender alt lykkeligt.
Så der venter publikum en rigtig flot forestilling med masser af gode grin og skøn sang.
Rollebesætningen er et godt mix af øvede og nye kræfter. Blandt andet spilles den unge tjenerelev Micki af den kun 11-årige August Ødegaard. Mens Leopold spilles af Mikkel Nielsen, der har været aktiv i teater siden han var dreng midt i ´00’erne. Karoline Lindager Larsen har den store rolle som kroejeren Josepha Vogelhuber. Foruden Karolines store engagement i KAT, er hun også sanger i det lokale orkester Al Dente.
Det er Rikke Skovgaard som har designet de flotte kulisser, Jakob Hedeboe har stået i spidsen for byggeholdet, Gitte Overbjerg har taget sig af sang og musik mens det er Heidi Lillevang som har stået for koreografien. Klaus Ødegaard er instruktør på Sommer i Tyrol.
Billetter købes ved indgangen eller på hjemmesiden https://kat-kalundborg.dk/
Billedserie: Håber på mildhed fra vejrguderne til ’Sommer i Tyrol’