Stor opbakning til ny Madoase i Kalundborg

Der er nu sat en åbningsdato på den nye madoase i Kalundborg som åbner på Kalundborg Station. 

Stor opbakning til ny Madoase i Kalundborg Linda Strand, der er ide-kvinden bag madoasen i Kalundborg og formand for Stop Spil Lokalt Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Foreningen Stop Spild Lokalt Kalundborg er nu så langt med deres Madoase, at der er sat en åbningsdato og tirsdag aften var der indkaldt til informationsmøde for alle som har interesse i at give en hånd med, og dem er der heldigvis mange af.

De fleste ved, at der bliver smidt rigtig meget mad væk fra supermarkederne rundt omkring i det ganske land, og madoaser, hvor man kan komme forbi og hente mad gratis, er dukket op flere og flere steder.

Men Linda Strand mener også, at Kalundborg har brug for en madoase, og har nu i flere måneder arbejdet med projektet. Der er nedsat en bestyrelse, DSB har velvilligt stillet lokalet til rådighed hvor der før var DSB-kiosk, og der er lavet aftale med flere supermarkeder.

Tirsdag aften havde Stop Spil Lokalt Kalundborg så indkaldt til informationsmøde i lokalerne på Kalundborg Station for alle interesserede som kunne være interesseret i at give en hånd med.

”Jeg er virkelig overrasket over interessen, foruden bestyrelsen mødte 20 personer op og de 17 har allerede meldt sig som frivillig, men vi skal bruge mange flere,” fortæller Linda Strand, der er ide-kvinden bag madoasen i Kalundborg og formand for Stop Spil Lokalt Kalundborg.

”De frivillige er en blanding af både unge og ældre, pensionister og folk med lidt skavanker, men dem kan vi også sagtens finde noget til, alle er velkommen og vi skal bruge mange flere frivillige,” fortsætter Linda Strand.

Med til tirsdagens møde var også ægteparret Karina og Michael Diekelmann fra Madoasen i Høng. De fortalte om de mange regler og love som skal overholdes for at drive en madoase og fortalte om de erfaringer de har gjort sig siden åbningen i maj måned.

Linda Strand oplyser, at der på nuværende tidspunkt er lavet aftaler om afhentning af overskudsmad fra Meny, Kvickly, Fakta, Føtex og Rema 1000 på Klosterparkvej, men der kommer formentligt flere til når de sidste varehuschefer er kommet hjem fra ferie.

”Lige nu mangler vi nogle store køleskabe før vi kan åbne, så er der nogen som har noget stående de ikke bruger må de gerne henvende sig, vi mangler også lige at få malet det sidste, her har Stark Kalundborg doneret malingen og en af de frivillige maler og så er Bis Reklame i gang med nogle flotte reklameskilte, så vi har sat en åbningsdag som bliver onsdag den 10. august,” fortæller Linda Strand.

Ønsker du at være frivillig i den nye madoase eller ønsker du at donere fx et køleskab så skriv en privat besked til Stop Spil Lokalt Kalundborg på Facebook, klik her

Del