Stor opbakning til forsamlingshus fra lokalbefolkningen
”Vi oplever stor opbakning fra lokalbefolkningen til vores arrangementer, bl.a. blev vores julefrokostarrangement d. 26. november udsolgt på ingen tid"

Af Jens Nielsen
Lokalbefolkningen i Kirke Helsinge bakker flot op om deres forsamlingshus, også selv om der er ikke længere er en vært på stedet. Forsamlingshuset er blevet et nøglehus på lige for med stort set alle andre forsamlingshuse i kommunen.
Allemands Catering stoppede som vært i Kirke Helsinge Forsamlingshus i juni måned, derfor blev bestyrelsen for forsamlingshuset enige om, at gøre huset til et nøglehus, magen til stort set alle andre forsamlingshuse i Kalundborg Kommune.
Dvs., at man nu kan leje forsamlingshuset og selv bestemme hvor maden skal komme fra, hvilken vin der skal serveres og hvem der skal servere.
Kirke Helsinge Forsamlingshus er velegnet til alle former for fester, møder, foredrag, koncerter, mindesammenkomst efter en bisættelse, eller måske noget helt andet som kræver et stort lokale og et veludstyret køkken.
”Når man lejer forsamlingshuset, bestemmer man selv det hele, om maden skal komme udefra eller man vil finde en som kan lave maden på stedet i det veludstyrede køkken,” fortæller Dan Hansen, kasserer i Kirke Helsinge Forsamlingshus, og fortsætter,
”Når vi selv holder arrangementer i huset, har vi lavet en aftale med Rosenvængets Selskabslokaler i Høng om, at de leverer maden, og vi har også et frivilligt korps som kan hjælpe med serveringen.”
Bestyrelsen for Kirke Helsinge Forsamlingshus laver selv en række af forskellige arrangementer hen over året, koncerter, foredrag og en julefrokost. Forsamlingshuset er bl.a. en del af ’Liv i Forsamlingshusene’, hvor der i samarbejde med Kalundborg Biblioteker arrangeres en række af spændende arrangementer.
”Vi oplever stor opbakning fra lokalbefolkningen til vores arrangementer, bl.a. blev vores julefrokostarrangement d. 26. november udsolgt på ingen tid og Kirke Helsinge Idrætsforening har lige afholdt deres medhjælperfest i forsamlingshuset,” fortæller Dan Hansen.