Stor opbakning til at lukke Brugsen på Røsnæs
"Jeg har flere gange sagt, at vi ikke bare er en kiosk og pakkeudlevering, det kan man simpelthen ikke leve af, folk på Røsnæs skal lægge noget i kurven ellers går det ikke.”
Af Jens Nielsen
På en ekstraordinær generalforsamling mandag aften var der et stort flertal for at lukke Brugsen på Røsnæs grundet et stort underskud. Lokale kræfter arbejder på at starte en ny dagligvarebutik.
Det er svært at drive supermarked i de mindre samfund, sådan er det også på Røsnæs og lige nu kæmper Røsnæs Brugs med en gæld på omkring 1,7 mio. kr.
Derfor havde bestyrelsen i Røsnæs Brugsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling mandag aften og var der et stort flertal for at nedlægge Røsnæs Brugsforening og dermed Røsnæs Brugs.
58 stemte for at lukke foreningen, seks stemte imod, mens der var to blanke stemmer.
”Man vil selvfølgelig gerne have en butik på Røsnæs men nu må vi se på om der findes en løsning fremadrettet, men Røsnæs Brugsforening bliver nedlagt og derfor stopper Brugsen pr. 31. december i år og så vil der være åbent i januar hvor de sidste varer sælges ud,” fortæller Flemming Larsen, formand for Røsnæs Brugsforening, og fortsætter, Der mangler omkring 1,5 mio. kr. i omsætning for at det kan løbe rundt. Jeg har flere gange sagt, at vi ikke bare er en kiosk og pakkeudlevering, det kan man simpelthen ikke leve af, folk på Røsnæs skal lægge noget i kurven ellers går det ikke.”
Røsnæs Brugsforening blev stiftet i 2021 og der blev lavet nye optimistiske budgetter og håbet var at flere kom og handlede i brugsen, men sådan gik det desværre ikke.
Røsnæs Brugs kæmper også med med alt det gamle udstyr, gamle kølere, frysere, inventar alt sammen noget der kræver meget vedligeholdelse
Indretningen af butikken er meget utidssvarende og giver nogle meget tunge og besværlige arbejdsgange og så er der gjort meget for at reducere omkostningerne, bl.a. er det frivillige der sørger for rengøring, det er frivillige der sørger for at sætte varer på plads, og det er frivillige der hjælper til med at sidde ved kassen.
Kim Rørsø Trosbjerg blev ansat 1. januar i år som uddeler og har kæmpet for at få brugsen til at overleve, han mener stadigvæk der er potentiale til en dagligvarebutik på Røsnæs.
”Røsnæs kan så meget, men er det nok til at drive en dagligvarebutik, umiddelbart tror jeg på det, men butikken er slidt ned og ikke tidssvarende, vi har brugt rigtigt mange penge på vedligeholdelse af gamle kølere, men hvis butikken blev gjort lækker og mere moderne så skal kunderne nok komme, vi er godt på vej, men skiftende uddelere og en række skeletter i skabene har ikke gjort det nemmere at drive dagligvarebutik på Røsnæs,” fortæller Kim Rørsø Trosbjerg.
Der skal indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling tidligst om 14 dage og senest om fire uger. Her skal der fortsat være opbakning til beslutningen om at lukke brugsen, før beslutningen kan vedtages endeligt.
Lokale kræfter arbejder lige nu med planer om en ny dagligcvarebutik på Røsnæs, læs på på TV-Kalundborg.dk senere i dag.
Lokal initiativgruppe arbejder med planer om ny dagligvarebutik