Stor helikopter aktivitet over Kalundborg

Fennec AS550 helikopterne bliver bl.a. brugt til antiterror-aktioner og til flyvninger, hvor der indsættes politi

Stor helikopter aktivitet over Kalundborg Fennec AS550 helikopterne bliver bl.a. brugt til antiterror-aktioner og til flyvninger, hvor der indsættes politi. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mange har bemærket, at flere helikoptere har været i luften over Asnæsværket og Ny Vesthavn mandag og tirsdag eftermiddag. Det er forsvaret som har øvet formationsflyvning.

Både mandag og tirsdag eftermiddag har TV-Kalundborg modtaget en række af henvendelser om helikopterflyvning over Asnæsværket og Ny Vesthavn.

Kalundborg Havn har været i kontakt med Forsvaret, som oplyser, at de har afholdt øvelse i formationsflyvning med deres taktiske helikoptere af mærket Fennec AS550.

Helikopterne landede flere gange på taget af Asnæsværkets store Blok 5 og på taget af andre af værkets bygninger, hvor der blev sat soldater af og senere hentet igen.

Helikopterne fløj også helt lavt hen over markerne bag Ny Vesthavn og flere gange landede de ved siden af Blok 5 på Asnæsværket.

Fennec AS550 helikopterne bliver bl.a. brugt til antiterror-aktioner og til flyvninger, hvor der indsættes politi.

Del