Stor festdag for hele egnens vartegn

Løve Mølle holder 140-års fødselsdag og Møllelauget har 60-års jubilæum. Og det skal naturligvis fejres.
Møllen blev genopført efter en brand i 1881 og møllelauget fik møllen foræret af den sidste møller Ole Pedersen i 1961. De gæve møllere på Løve mølle synes, at det skal fejres.
Derfor indkaldte de samtlige foreninger i Løve til et møde for at få lavet en fest for hele byen og dermed fejre hele egnens smukke vartegn. Fællesskabet i landsbyen har lidt under corona pandemien, hvor mange aktiviteter har været aflyst. Det skulle egentlig have været i 2021, Men da var møllen pakket ind i stillads på grund af renovering af murværk og møllehat.
Derfor er foreningerne Løve Mølle, Løve Idrætsforening, Løve Lokalråd, Løve Forsamlingshus, Forsamlingshusets Støtteforening og Menighedsrådet gået sammen om at skabe en festdag lørdag den 17. september for Løve Mølle, hvor fællesskabet og sammenholdet er i fokus og med aktiviteter for alle.
Løve har brug for fællesskabet på tværs af alder, køn, social status og uddannelsesniveau. For kun sådan overlever en landsby. Fællesskabet styrker den mentale sundhed. Folk trænger til at synge, lege, grine, opleve, danse og mødes. Derfor holdes der en festdag, hvor alle er velkomne.
Dagen starter kl. 9.00 ved Løve Skole med et stort mølleløb med distancer på 2,5 km, 7 km, 14 km en halv-maraton og en hel maraton, så både børn, begyndere samt garvede maratonløbere kan være med.
Kl. 10 fortsættes ved Møllen med fælles morgenbord. Den lokale sognepræst Andreas Norbjerg, organist Birger Andersen og kirkesangerne Marianne Andersen, Susanne V. Lund og Annette Kaa arrangerer fællessang. Susanne Riis har skrevet en Møllesang til anledningen.
Hvis der er vind nok vil møllen male mel og der vil være rundvisning og møllerne vil fortælle om den gamle mølle. I møllen er der salg af vin, mjød og honning samt bolsjekogning.
Om eftermiddagen fortsætter festen på Løve Skole, hvor der vil være optræden med tryllekunstner, Høng Gymnastikforening laver opvisning. Lokale hold skal dyste i ”spil uden grænser” som er sjove og anderledes aktiviteter, der nok skal skabe grin og god stemning.
Der vil være pølser og sortsild og spejderne bager pandekager. Der er arrangeret bustransport til den lille, smukke Veste Løve Kirke, hvor præst og menighedsråd er klar med kaffe, hjemmebagt kage og sjove aktiviteter.
Møllefesten slutter med et brag af en fest i forsamlingshuset, hvor der er helstegt pattegris og fed musik med bandet New Tabasco.
Man møder bare op og deltager i møllefest. Dog kræver aftenfesten og mølleløbet tilmelding.
Møllefesten er støttet af bl.a. Nordea Fonden og Kalundborg Kommune.