Stor fælles jobmesse skal skabe nye muligheder

Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommuner slår igen kræfterne sammen, når dørene torsdag den 30. oktober åbner til en stor fælles jobmesse.

Stor fælles jobmesse skal skabe nye muligheder
Over 70 virksomheder og uddannelsesinstitutioner mødes torsdag til jobmesse. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Over 70 virksomheder og uddannelsesinstitutioner mødes torsdag til jobmesse for at finde inspiration, kontakter og måske det næste job.

Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommuner slår igen kræfterne sammen, når dørene torsdag den 30. oktober klokken 13-15 åbner til en stor fælles jobmesse i Vallekilde-Hørve Kultur- & Idrætscenter.

Her får både jobsøgende og virksomheder mulighed for at mødes ansigt til ansigt. Hele 74 virksomheder og uddannelsesinstitutioner fra Nordvestsjælland deltager, og messen skal styrke både beskæftigelsen og erhvervsudviklingen i området.

”Vi glæder os til at møde de jobsøgende til snakke og spændende jobmuligheder. Til vores jobmesser oplever vi ofte, at mange går derfra med gode kontakter, konkrete aftaler eller opfordringer til at søge stillinger,” fortæller Lasse Bjerregaard, arbejdsmarkedschef i Kalundborg Kommune.

Han roser samtidig samarbejdet mellem kommunerne: ”Det er til gavn for både borgere og virksomheder, når vi står sammen på tværs af kommunegrænser.”

Et boost til erhvervslivet i hele regionen

Jobmessen er åben for alle – uanset om man er ledig, søger nyt job, er på deltid, eller blot vil lade sig inspirere til fremtidige karriereveje.

For de deltagende virksomheder betyder messen en unik mulighed for at møde mange potentielle medarbejdere på kort tid.

”Det er en rigtig god mulighed for vores virksomheder i Vestsjælland for at møde jobsøgende fra tre kommuner på én gang. Med deltagelse af omkring 75 virksomheder og op mod 800 besøgende forventer vi et par hektiske, men meget givende timer,” siger Mette Rosengaard, afdelingsleder i Odsherred Kommune.

Virksomheder fra hele Nordvestsjælland på standene

Blandt de deltagende virksomheder finder man både store og små aktører – fra transport og industri til service og uddannelse. Blandt andre deltager: Umove A/S, Johs. Rasmussen Svebølle A/S, Nytand Gruppen ApS, Dito Bus, Banedanmark, Frode Laursen, Volvo Truckcenter Holbæk, Power People Vestsjælland, Jerslev Stilladsservice A/S, Vikingbus, JKS A/S og Multi-Tech A/S.

Fakta

Hvornår: Torsdag den 30. oktober kl. 13-15
Hvor: Vallekilde-Hørve Kultur- & Idrætscenter
Arrangører: Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommuner
Deltagere: 74 virksomheder og uddannelsesinstitutioner

Del