Stor donation til Det Maritime Værksted
Pengene fra donationen skal bl.a. bruges til renovering af den gamle bundgarnsjolle Lasse, som er fra 1936 og bevaringsværdig.
Af Jens Nielsen
Fredag eftermiddag fik Det Maritime Værksted i Kalundborg overrakt en flot donation af Nordea-Fonden. Pengene skal bl.a. bruges til renovering af den gamle bundgarnsjolle Lasse.
Bundgarnsjollen Lasse blev bygget hos Henrik Lunds Skibs- og Baadebyggeri til brødrene Christian og Valdemar Petersen, der fiskede fra Asnæs tilbage i 1936. I 1963 overtog Christians søn Jørgen Roel Petersen såvel fiskekvote som båd, og fortsatte fiskeriet helt frem til han lagde op i 2000.
Båden havde fast plads i Hosekræmmerhullet på Asnæs. I 1991 fik båden den seneste maskine installeret, en 24 hk Bukh fra den lokale motorfabrik.
Jollen forblev i Jørgen Roel Petersens eje, indtil Det Maritime Værksted i Kalundborg overtog Lasse, hvor den nu ligger og skal gennemgå en større renovering.
Og lige netop den omfattende renovering manglede foreningen penge til. Men en henvendelse til Nordea-Fonden gav resultat og fredag eftermiddag overrakte filialdirektør Tejs Broholm fra Nordea Kalundborg beviset på, at donationen fra Nordea-Fonden er på hele 85.000 kr.
Jollen fremstår i dag, med ganske få undtagelser, som da den blev bygget i sin tid og er således et meget fint eksempel på en egns- og tidstypisk, åben bundgarnsjolle fra området ved Kalundborg Fjord.
Lasse er i øvrigt bevaringsværdig. Det har Skibsbevaringsfonden meddelt Det Maritime Værksted i Kalundborg, som nu for alvor kan komme i gang med renoveringen af den gamle bundgarnsjolle.
Lasse står i den store værkstedshal som Det Maritime Værksted er flyttet ind i på Slagelsevej og ved siden af Lasse står bundgarnsjollen Eva som også skal renoveres. Eva er bygget i 1937 på Svendsens bådebyggeri i Kalundborg.