Stor donation skal hjælpe børn fra sårbare familier
I løbet af 2024 har Red Barnet Kalundborg opbygget en aktiv familieoplevelsesklub, hvor børn og forældre mødes til hyggelige og lærerige fælles oplevelser.

Af Jens Nielsen
Torsdag formiddag modtog Ulla Agerskov og Holger Nielsen fra Red Barnet Kalundborg en donation på 166.706 kr. fra TrygFonden ved en officiel overrækkelse. Donationen skal bruges til at styrke fællesskabet for børn fra sårbare familier gennem sjove og meningsfulde aktiviteter i familieoplevelsesklubben samt en sommerferielejr.
I løbet af 2024 har Red Barnet Kalundborg opbygget en aktiv familieoplevelsesklub, hvor børn og forældre mødes til hyggelige og lærerige fælles oplevelser. Med den nye donation kan klubben fortsætte og udvide aktiviteterne, som blandt andet tæller kreative workshops, madlavning sammen, naturoplevelser, biografture og udflugter til steder som BonBon-Land, ZOO og Experimentarium, oplyser Red Barnet Kalundborg.
Et af årets højdepunkter bliver en sommerferielejr, hvor børn og forældre får mulighed for at komme væk fra hverdagen og nyde fællesskabet i nye omgivelser. Lejren vil byde på sjove og trygge aktiviteter, der styrker relationerne i familierne og skaber minder for livet.
"Vi skaber et frirum, hvor børn og deres familier kan hygge sig sammen, møde nye venner og få gode oplevelser, de kan tage med sig videre. Vi glæder os til et år med endnu flere fælles stjernestunder," siger Hanne Erengaard Munk, leder af familieoplevelsesklubben.
Hvad er en familieoplevelsesklub?
En familieoplevelsesklub er et fællesskab, hvor børn og forældre deltager i forskellige aktiviteter sammen. Klubben mødes cirka en gang om måneden og arrangerer alt fra kreative workshops og fælles madlavning til naturoplevelser og udflugter. Målet er at skabe glæde, tryghed og nye relationer for både børn og voksne.
Ulla Agerskov, formand for Red Barnet Kalundborg og Holger Nielsen, bestyrelsesmedlem i Red Barnet Kalundborg, modtog donationen fra Kenny Kragesand fra TrygFonden.