Støjende og forstyrrende mand endte i detentionen

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 30-årig mand fra Kalundborg, som flere gange tidligere havde givet anledning til politimæssige udrykning.

Støjende og forstyrrende mand endte i detentionen Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag nat fik Midt- og Vestsjællands Politi en henvendelse fra en beboer i en beboelsesejendom, hvor en mand havde råbt ud ad et åbent vindue til gene for de omkringboende.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 30-årig mand fra Kalundborg, som flere gange tidligere havde givet anledning til politimæssige udrykning i anledning af sin adfærd. Den 30-årige blev torsdag nat formanet om, at holde op med at råbe og lave mindre larm ved, at skrue ned for musikanlægget i boligen. Det lod den 30-årige til at forstå, hvorfor politiet forlod stedet.

Kl. 04.29 var den imidlertid gal igen, idet en beboer nu anmeldte, at den 30-årige havde genoptaget sin generende adfærd i beboelsesejendommen. Denne gang fandt politiet ingen anden udvej end at frihedsberøve den 30-årige, så han kunne falde til ro i politiets varetægt. Han blev derfor kørt til Roskilde politistation, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i et venterum. Senere på formiddagen fredag kan den 30-årige forvente at blive løsladt.

Politiet har allerede gennem nogen tid været i dialog med bl.a. de sociale myndigheder om mulige hjælpeforanstaltninger til den 30-årige, så lignende anmeldelser kan undgås. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Del