Stjal to “løver”
På stedet fik patruljen oplysninger om yderligere en adresse, hvorfra der var stjålet "løver".
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Onsdag først på formiddagen får politiet anmeldelse om, at en bil har holdt henkastet på det samme sted i en hel uge. Borgeren, der kontaktede politiet, kunne desuden oplyse, at der i bilen tilsyneladende befandt sig to marmor-løver i bilen.
Borgeren, der henvendte sig til politiet havde ydermere set, i et opslag på Facebook, at der var blevet stjålet lignende marmor-løver fra en adresse i Fårevejle St. En patrulje kørte frem til stedet og kunne notere sig, at der ikke var betalt forsikring på bilen. Betjentene kunne samtidigt bekræfte, at der lå to marmor-løver på cirka 80 cm højde inde i bilen.
Flere "løver" stjålet
På stedet fik patruljen oplysninger om yderligere en adresse, hvorfra der var stjålet "løver" - denne gang i Eskebjerg. I første omgang valgte politifolkene at koncentrere sig om at finde ejeren af bilen, og det lykkedes nogle timer senere at få kontakt til ham - en 30-årig mand fra Stenlille. Han forklarede, at løverne slet ikke var stjålet men derimod stammede fra et familiemedlem, der var ved at flytte.
Oplysninger i sagen gjorde dog, at patruljen ikke troede på den forklaring og derfor blev den 30-årige sigtet for tyveri. Efter at have haft kontakt til begge de to personer, der havde mistet løver, blev det afgjort, at løverne stammede fra adressen i Fårevejle St og de blev efterfølgende leveret tilbage til ejeren. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport torsdag.