Stig har stået i køkkenet i 20 år
At det lige blev AUBO kan tilskrives repræsentanten og Stig Thomsen har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige løsning.
Af Jens Nielsen
Det er nu 20 år siden, at Stig Thomsen slog døren op til sin AUBO køkkenforretning på hjørnet af Elmegade og Slagelsevej i Kalundborg. Det markeres ved en reception fredag den 22. november.
For godt 20 år siden var Stig Thomsen ansat som køkkensælger i et lokalt byggemarked, men en ret vedholdende repræsentant gjorde, at han startede sin egen køkkenforretning med alt til køkkener, garderobe og badeværelser. Den 19. november er det præcis 20 år siden, at døren blev slået op for første gang.
”Jeg var blevet rendt lidt på dørene af en repræsentant fra AUBO mens jeg var ansat som køkkensælger, han var ret vedholdende og da jeg så havde set, at lokalet her i Elmegade stod tomt, tænkte jeg, det er tid til at prøve noget nyt. Nu er der så gået 20 år,” fortæller Stig Thomsen.
At det lige blev AUBO kan tilskrives repræsentanten og Stig Thomsen har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige løsning.
”Hos andre køkkenfirmaer kan man ikke blive partner som i AUBO, her er det min butik og mit CVR-nummer og giver meget mere frihed og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal være AUBO forhandler, til jeg ikke skal arbejde mere. AUBO ligger i Aulum, har eget snedkeri og alt bliver fabrikeret her i landet, det giver en vis tryghed og det er en fornøjelse at sætte nøglen i døren til forretningen hver dag,” siger Stig Thomsen.
Meget har ændret sig i forhold til hvordan et køkken ser ud i dag i forhold til for 20 år siden.
”Den gang var det stort set kun hvide låger, i dag er der helt andre krav, i dag skal alting kunne trækkes ud og med stor tilgængelighed, smarte hjørneskabe, udvalget af bordplader er blevet stort, en vandhave skal både kunne lave varmt og koldt vand, danskvand men også kogende vand, der bliver lavet specielle kaffeskabe til kaffemaskinen og der skal være vinkøleskab,” fortæller 20-års jubilaren.
Der har været travlt hos AUBO Kalundborg lige siden starten, kun finanskrisen gav et dyk i omsætningen og da corona kom var der mange som troede at alt gik i stå igen, så gik det lige modsat og gav ekstra travlhed.
Stig Thomsen besøger alle kunder, måler op, laver tegninger og han har et team af lokale håndværkere som han arbejder sammen med, på den måde kan kunden være helt tryg.
”Det er tit at alle faggrupper møder op hos kunden og laver en samlet gennemgang, på den måde ved alle, hvad det drejer sig om til glæde for kunden,” siger han.
Selv om de fleste kunder kommer fra lokalområdet så har Stig Thomsen leveret køkkener til store dele af landet, både København, Solrød Strand, Hørsholm, Hedehusene, Holbæk, Slagelse, Roskilde, Silkeborg, ja selv til Malaga er der leveret et køkken gennem AUBO Kalundborg.
”Det jeg oplever nu er, at kunder jeg tidligere har solgt til, der begynder jeg at sælge til børnene, som nu er blevet så store, at de selv skal købe nyt køkken, det er meget sjovt,” fortæller Stig Thomsen.
20-års jubilæet fejres i forretningen i Elmegade fredag d. 22. november fra kl. 14-17 for kunder, forretningsforbindelser og venner af huset, hvor der bydes på pølser fra en pølsevogn og en tår at drikke.