Statsministeren: Store dele af Danmark skal lukke ned

Statsministeren: Store dele af Danmark skal lukke ned Statsminister Mette Frederiksen på fredagens pressemøde

Af Jens Nielsen

UPDATE:

Der er bred politisk opbakning til alle nye coronarestriktioner, statsminister Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde tidligere fredag.

De nye restriktioner træder i kraft søndag morgen klokken 8 og varer fire uger frem.

 

På regeringens pressemøde fredag eftermiddag fortæller statsministeren, at 11.194 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn, mens mere end 500 er indlagt. I Kalundborg Kommune er 415 smittet indenfor de sidste syv døgn. Nye omfattende restriktioner rammer især kulturlivet.

Regeringen præsenterede fredag eftermiddag sine anbefalinger til nye restriktioner.

"Desværre rammer nye restriktioner kulturlivet, i lever af at samle os, nu har vi behov for det modsatte, vi skal begrænse vores sociale kontakter,” sagde statsminister Mette Frederiksen på pressemødet.

Epidemikommissionen, der indstiller nye restriktioner til regeringen, foreslår, at en stribe erhverv bliver lukket ned for en periode for at begrænse smitten med covid-19.

Nye restriktioner skal først godkendes af Folketingets Epidemiudvalg, inden de kan implementeres. Det er endnu ukendt, hvor længe de foreslås lukket ned.

Her er hvad kommissionen foreslår:

Lokaler med erhverv der lukkes:

  • Spillehaller
  • Kasinoer
  • Lege- og badelande
  • Forlystelsesparker og tivolier
  • Messer og lokaler til konferencer og foredrag

Lokaler til kulturelle aktiviteter der lukkes:

  • Spillesteder
  • Teatre
  • Biografer
  • Museer
  • Kunsthaller
  • Kulturhuse
  • Forsamlingshuse
  • Folkehøjskoler
  • Selskabslokaler
  • Zoologiske anlæg
  • Akvarier
  • Lokaler til menigheds arrangementer og idrætsarrangementer med betalende tilskuere

Tiltag på serveringssteder:

  • Serveringssteder skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23
  • Generelt forbud mod salg af alkohol i perioden 22-05
  • Indendørs arealkrav på 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående
  • Krav om mundbind eller visir for personale med kundekontakt, uanset om de kan fremvise coronapas
  • Krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen samt krav om håndsprit.

Øvrige anbefalinger:

  • Kravet om mundbind bør udvides til blandt andet lokaler på kultur- og erhvervsområdet, hvor der er offentlig adgang. Eksempelvis uddannelsesinstitutioner, køreskoler, take-away steder og gudstjenester.
  • Indendørs arealkrav i detailhandlen og til gudstjenester og religiøse handlinger.
  • Krav om pladsbillet og coronapas i intercity- og intercity-lyntog samt krav om coronapas i fjernbusser.
  • Arbejdspladser anbefales at opfordre til hjemmearbejde.
  • Begræns mængden af sociale kontakter i juletiden.

Folketingets Epidemiudvalg mødes senere fredag eftermiddag.

Del