Starter Elev- og Lærlingenetværk op på ny

”Vi oplever en stor interesse fra virksomheder i at tilbyde deres elever og lærlinge muligheder for både faglig og personlig udvikling. Elev- og Lærlingenetværket er derfor et naturligt tiltag fra Kalundborgegnens Erhvervsråd"

Starter Elev- og Lærlingenetværk op på ny
Omkring 140 elever-lærlinge og arbejdsgivere mødte op til det første netværksmøde for to år siden, nu startes netværket op igen. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer elever, lærlinge og tilknyttede medarbejdere med ansvar for deres oplæring til en spændende opstart af det nye Elev- og Lærlingenetværk. Arrangementet finder sted den 20. november 2024 kl. 16.30 i Kalundborg Kino, ”Den Blå Engel.” og byder på spændende oplæg og film.

Formålet med Elev- og Lærlingenetværket er at skabe et forum, hvor elever og lærlinge kan mødes på tværs af fag og brancher. Her får de mulighed for at udveksle erfaringer og få indblik i andre fagområder, hvilket styrker deres forståelse af arbejdsmarkedet og de sammenhænge, de indgår i. Netværket håber at inspirere flere unge til at vælge en faglig uddannelse og understøtte deres stolthed over det håndværk, de har valgt. Og ikke mindst skabe et socialt fællesskab de unge imellem.

Tilbage i efteråret 2022 startede Kalundborgegnens Erhvervsråd Elev- og Lærlingenetværket op for første gang. Dengang mødte 140 elever-lærlinge og arbejdsgivere op til det første møde. Netværket blev sat lidt på pause efter et år grundet en større udskiftning af medarbejderne i Kalundborgegnens Erhvervsråd, men nu bliver der gjort en indsats igen for, at få Elev- og Lærlingenetværket startet op igen.

"Et initiativ som Elev- og Lærlingenetværket er guld værd for både elever og virksomheder. For os, der arbejder med lærlinge til daglig, er det en stor fordel at have et forum, hvor de kan få faglig sparring og skabe relationer på tværs af virksomheder og fag. Det styrker deres forståelse af både deres eget og andres fag og giver dem en solid base, de kan trække på fremadrettet. Det gør en kæmpe forskel for de unge at være en del af et netværk, hvor de kan udvikle sig og samtidig opbygge en professionel omgangskreds, de kan bruge resten af karrieren." Udtaler elevkoordinator Anders Jensen, Novonesis.

Et netværk med faglig og sociale indhold

”Vi oplever en stor interesse fra virksomheder i at tilbyde deres elever og lærlinge muligheder for både faglig og personlig udvikling. Elev- og Lærlingenetværket er derfor et naturligt tiltag fra Kalundborgegnens Erhvervsråd, for at understøtte denne udvikling og samtidig styrke tilknytningen til erhvervsuddannelserne i Kalundborg og omegn,” siger Lene Bach Jørler, erhvervschef hos Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Programmet for dagen

Dørene åbner kl. 16.30 i Kalundborg Kino ”Den Blå Engel”. Programmet byder på oplæg fra filialdirektør Tejs Overvad Broholm fra Nordea, der vil præsentere praktiske råd til opsparing, samt fra faglig medarbejder, Charlotte Rasmussen og A-kasseleder Lisbeth Larsen, 3F, som fortæller om vigtigheden af medlemskab i fagforening og A-kasse. Deltagerne får mulighed for at netværke og nyde forplejning, inden aftenen slutter af med en filmen Venom. 

Gratis deltagelse for medlemmer af Kalundborgegnens Erhvervsråd

Elev- og Lærlingenetværket er gratis for medlemmer af Kalundborgegnens Erhvervsråd og deres elever-og lærlinge. Netværket planlægger at afholde to årlige events, og flere arrangementer kan blive planlagt efter behov.

Tilmelding og kontakt
For yderligere oplysninger og tilmelding kan erhvervskonsulent Rasmus Keinicke kontaktes på mail: rake@kalundborgerhverv.dk eller telefon 28557941.

Partnerne bag arrangementet
Kalundborgegnens Erhvervsråd og 3F Kalundborg står bag initiativet, som har til formål at inspirere og engagere unge i erhvervsuddannelserne samt styrke båndet mellem lokale virksomheder og deres lærlinge - og få endnu flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Del