Stafet for Livet er tilbage - støt den gode sag
Vil man støtte op om kampen mod cancer, kan man tilmelde sig, hvad enten man vil gå eller løbe i den gode sags tjeneste.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Stafet For Livet blev aflyst i 2022, da der ikke var stor nok opbakning til arrangementet. Men nu er styregruppen igen klar til at skyde Stafet For Livet i Kalundborg i gang - og de glæder sig.
Stafet For Livet 2023 kommer til at foregå den 26.-27. august i Munkesøen, og der er allerede på nuværende tidspunkt åbnet op for tilmeldinger af stafethold på Stafet For Livet i Kalundborgs hjemmeside. Så vil man støtte op om kampen mod cancer, kan man tilmelde sig, hvad enten man vil gå eller løbe i den gode sags tjeneste.
”Styregruppen vil gøre alt for at samle alle, der har interesse i at støtte op om kræftforskning, i Munkesøen den 26.-27. august. Det vil foregå som det gjorde før Covid-19, hvor vi havde rigtig mange med. Mange var da også ærgerlige over, at vi måtte aflyse sidste år, så vi tror på, at det lader sig gøre at få en stor opbakning til projektet i år. Vi skulle også gerne nærme os 200.000 kr. til indsamlingen til Kræftens Bekæmpelses forskning af kræft. Tilbage inden Corona fik vi indsamlet 180.000 kr., så 20.000 mere skulle være muligt at nå. Vi er også i fuld gang med at finde sponsorer, herunder også dem, der var med i 2021. Men jeg vil sige, at generelt er folk gode til at bakke op, når det gælder kræft. Det er en uhyggelig sygdom, der kan ramme os alle,” siger formand for styregruppen bag Stafet For Livet i Kalundborg, Ole Lauritzen.
Stafet For Livet
Stafet For Livet er ét døgn, hvor man ved at gå eller løbe en lille eller længere tur støtter Kræftens Bekæmpelse i deres arbejde. Kalundborg var for første gang med på holdet i 2018. I et helt døgn går eller løber forskellige hold stafet for, at markere kampen mod kræft, og samtidig samle penge ind til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Et hold kan bestå af det antal mennesker, man ønsker, eneste krav er, at der hele tiden i de 24 timer stafetten varer, skal være mindst én person fra holdet på banen, der enten løber eller går.
Ingen er alene
Derudover handler Stafet For Livet også om fællesskab. Mange har kæmpet eller kæmper mod kræften, og endnu flere kender en, der har kæmpet eller kæmper den kamp. Men ingen er alene. ’Fighterne’ er personer, der har hørt ordene ”Du har kræft”. Det vil sige nuværende eller tidligere kræftpatienter. De kaldes Fightere, fordi de ved, hvad det vil sige at kæmpe. Stafet For Livet åbnes med en fighterrunde, hvor Fighterne går den første runde på stafetbanen iført den gule T-shirt, der symboliserer håb og optimisme.
Det var den amerikanske læge Gordy Klatt, der begyndte Stafet For Livet. Han fik idéen tilbage i 1985, og Stafet For Livet er i dag verdens største fundraisingaktivitet. Siden 1985 har arrangementet indsamlet over fem milliarder dollars til kampen mod kræft., og mere end 4 mio. mennesker har deltaget i Stafet For Livet - internationalt kaldet Relay For Life - i flere end 20 lande verden over.
Vil man vide mere om Stafet For Livet eller tilmelde sig, kan. man gå ind på www.stafetforlivet.dk