Stafet For Livet er på trapperne

Vil man støtte op om kampen mod cancer, kan man stadig nå at tilmelde sig, hvad enten man vil gå eller løbe i den gode sags tjeneste.

Stafet For Livet er på trapperne
På lørdag og søndag er der endnu engang Stafet For Livet i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På lørdag og søndag er der endnu engang Stafet For Livet i Kalundborg. Arrangementet kommer til at foregå i Munkesøen, og der er på nuværende tidspunkt tilmeldt 151 personer til Stafet For Livet i Kalundborg. Men man kan stadig nå at tilmelde sig - eller støtte den gode sag med et beløb.

Vil man støtte op om kampen mod cancer, kan man stadig nå at tilmelde sig, hvad enten man vil gå eller løbe i den gode sags tjeneste. På nuværende tidspunkt er der, i Kalundborg, tilmeldt 151 personer fordelt på syv hold og der er 31 fightere, som er de mennesker, der enten har kræft eller har haft kræft.

”Efter den sidste uge er jeg blevet lidt mere positiv, når vi ser, hvor mange fightere, der er tilmeldte. Vi er nu ca. halvdelen af, da det kørte bedst, og det er vi tilfredse med, når vi ser, hvordan det ser ud andre steder. Vi vil jo altid gerne have flere med, men der sker mange ting i Kalundborg, så konkurrencen er stor. Derudover er det utrolig vigtigt at nævne, at vi har 31 fightere med i år. Det er vi glade for, da det jo bl.a. er dem, vi kæmper for. De er søjlerne i vores arrangement,” siger formand for styregruppen bag Stafet For Livet i Kalundborg, Ole Lauritzen.

Fokus på senfølger

I år er der fra Kræftens Bekæmpelses side fokus på senfølger efter et kræftforløb, hvilket pengene derfor bl.a. går til. Senfølger er nemlig et stort problem for mange, der har været igennem et kræftforløb. Ydermere vil 10 pct. af de indsamlede penge til Stafet For Livet i Kalundborg gå til den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse.

Borgmester Martin Damm (V) åbner Stafet For Livet i Kalundborg og Maja Ellard, der tidligere har haft brystkræft, er med på scenen og fortæller åbenhjertet om sit forløb.

Derudover vil der, som vanligt, være lysceremoni om aftenen, hvor sognepræst ved Raklev Kirke, Lisbeth Dyxenburg vil sige et par ord og organisten fra samme kirke vil spille ”Livstræet” mens lysene tændes. Har man en øm nak eller skulder, vil der være mulighed for massage hos By Birkemose, der til dagligt har massageklinik på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs. Thopper underholder ydermere med guitar og sang.

Stafet For Livet

Stafet For Livet er ét døgn, hvor man ved at gå eller løbe en lille eller længere tur støtter Kræftens Bekæmpelse i deres arbejde. Kalundborg var for første gang med på holdet i 2018. I et helt døgn går eller løber forskellige hold stafet for, at markere kampen mod kræft, og samtidig samle penge ind til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Et hold kan bestå af det antal mennesker, man ønsker, eneste krav er, at der hele tiden i de 24 timer stafetten varer, skal være mindst én person fra holdet på banen, der enten løber eller går.

Ingen er alene

Derudover handler Stafet For Livet også om fællesskab. Mange har kæmpet eller kæmper mod kræften, og endnu flere kender en, der har kæmpet eller kæmper den kamp. Men ingen er alene. ’Fighterne’ er personer, der har hørt ordene ”Du har kræft”. Det vil sige nuværende eller tidligere kræftpatienter. De kaldes Fightere, fordi de ved, hvad det vil sige at kæmpe. Stafet For Livet åbnes med en fighterrunde, hvor Fighterne går den første runde på stafetbanen iført den gule T-shirt, der symboliserer håb og optimisme.

Det var den amerikanske læge Gordy Klatt, der begyndte Stafet For Livet. Han fik idéen tilbage i 1985, og Stafet For Livet er i dag verdens største fundraisingaktivitet. Siden 1985 har arrangementet indsamlet over fem milliarder dollars til kampen mod kræft., og mere end 4 mio. mennesker har deltaget i Stafet For Livet - internationalt kaldet Relay For Life - i flere end 20 lande verden over.

Vil man vide mere om Stafet For Livet eller tilmelde sig, kan man gå ind på www.stafetforlivet.dk

Del