Lige ind i centralnervesystemet

Det kan kun ende i en dansefest på Musisk Skole Kalundborg.

Lige ind i centralnervesystemet
Jazz Five kommer forbi Musisk Skole Kalundborg og giver familiekoncert.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De blæser soul-følelsen direkte ind i danseglade børns centralnervesystem, og det kan, ifølge arrangør Søren Vind, kun ende i en dansefest søndag den 9. oktober på Musisk Skole i Kalundborg.

Det er Jazz Five, der kommer forbi Musisk Skole Kalundborg og giver familiekoncert. Søren Vind fortæller, at Jazz Five er en glad, swingende og sveddryppende festmaskine.

”De tager os med til Mardi Gras i New Orleans, og laver et show i topklasse med funk, blues og jazz’n’roll. Med to saxer i front, en energisk rytmegruppe, et overophedet blues piano og en syngende trommeslager giver Jazz Five børnene alt, hvad de har,” fortæller Søren Vind.

Jazz Five har to gange vundet Danish Music Award som årets bedste børnejazz-navn. De har spillet over alt i verden - i Canada, Sydkorea og New Orleans. Her indspillede de også deres nyeste album.

”Vi har skruet en helt speciel koncert sammen til Kalundborgs børnefamilier, og selv 3-4 årige børn kan være med. Vi har i øvrigt spillet i Den 8. Himmel i Klosterparken før, og der var en vildt god stemning,” fortæller Johan Billing fra bandet.

Søren Vind lover, at der er svedig festgaranti. Det er Den Kulturelle Rygsæk, i samarbejde med Levende Musik i Skolen, der har arrangeret koncerten med støtte fra kommunens koncertudvalg.

Billetter købes på kalundborgbib.dk, eller ved indgangen. Koncerten foregår på Musisk Skole Kalundborg søndag den 9. oktober kl. 14.

Del