Sommerhus brændte ned til grunden

Sommerhus brændte ned til grunden Et sommerhus brændte ned til grunden onsdag eftermiddag ved Bjerge Nordstrand. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Et sommerhus på Rønnevænget, Bjerge Strand, brændte ned til grunden onsdag eftermiddag. Branden er opstået i forbindelse med optænding i en brændeovn.

Vestsjællands Brandvæsen sendte onsdag eftermiddag omkring kl. 14.30 mandskab fra stationerne i Gørlev og Kalundborg til Rønnevænget, Bjerge Nordstrand, hvor der var ild i et sommerhus.

”Sommerhuset var helt overtændt da jeg kom frem og intet stod til at redde, vi koncentrerede os derfor om at ilden ikke bredte sig til de omkringliggende sommerhuse, men sommerhuset er brændt ned til grunden,” fortæller Jan Clausen, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen.

Politiet oplyser, at branden kan være opstået i forbindelse med optænding i en brændeovn hvor ilden så har fået fat i noget brænde ved siden af brændeovnen.

Brugeren af sommerhuset forsøgte selv at slukke branden med en haveslange, men trods indsatsen nåede størstedelen af sommerhuset at udbrænde.

Del