Solsikkerne - gymnastikhold for børn med særlige behov
”Jeg synes det er så vigtigt, at så mange børn som muligt får mulighed for bevægelse og leg og det er uanset hvilke børn det er."
Af Jens Nielsen
RGI (Raklev Gymnastik og Idrætsforening) har startet et gymnastikhold for børn med særlige behov. Børn og forældre har været samlet første gang og det blev en succes.
Børn med særlige behov har mindst lige så meget behov for at røre sig som andre børn. RGI vil nu tilbyde dem en mulighed for, i samværet med andre med lignende udfordringer, at lave gymnastik i form af redskabsbaner, sanglege og fri leg – alle børn skal have en voksen med som kan hjælpe børnene gennem øvelserne, oplyser RGI.
Rie er instruktør på holdet og Rie har masser af erfaring med børn med særlige udfordringer. Rie udtaler, ”jeg har i et stykke tid haft lyst til at lave dette hold og nu er der endelig blevet mulighed for det. Jeg glæder mig til at se og mærke glæden hos børnene. Der vil være stor fokus på genkendelighed, gentagelser og skabe plads til det enkelte barn.”
Rie fortsætter, ”vi starter altid med en sang på gulvet der efterfølges af en bane eller stationer - den voksne hjælper kan så vælge hvad ens barn kan rumme at deltage i, den dag. Musikken er afpasset til børnenes behov og hvis børnene har brug for hjælpemidler medbringes de på dagen”.
Der er intet krav om bestemt tøj og sko – det er det som børnene befinder sig bedst tilpas i, der anvendes.
Solsikkerne mødtes første gang i lørdags og det blev en succes.
”Det blev en dejlig formiddag med lidt generte børn men det ændrede sig lynhurtigt til brede smil og lyst til at prøve de forskellige stationer/aktiviteter som Rie havde klar. Forældrene fik sved på panden og smilede om kap med deres børn,” fortæller Formand for RGI Esben Hansen, og fortsætter, ”Jeg synes det er så vigtigt, at så mange børn som muligt får mulighed for bevægelse og leg og det er uanset hvilke børn det er. Jeg er af den overbevisning, at idrætsforeningerne kan spille en meget større rolle for vores børn og unges trivsel – kommunen og idrætsklubberne kan meget mere sammen end det vi hver især gør i dag. Jeg vil gerne opfordre både idrætsklubberne og kommunen til at tale sammen om hvad vi kan gøre, sammen – ikke mindst for børn og unge.”
Solsikkerne træner hver lørdag kl. 9.30 i Nyruphallens lille sal, hvor andre interesserede kan møde op.