Solen blev afsløret – nu kan man opleve hele universet

”Her er solen 139 cm. i diameter mens jorden er 1,3 cm stor.” 

Solen blev afsløret – nu kan man opleve hele universet
Henning Vingborg, idemand til Planetstien i Høng og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune Hans Munk, afslørede i fællesskab den flotte granitkugle, som er solen på Planetstien. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag blev Planetstien i Høng indviet. Så nu kan såvel private som skoleklasser blive meget klogere på hele universet, som er i størrelsesforholdet 1:1 milliard.

Endelig er solen kommet hjem fra Kina, en granitkugle med en diameter på 139 cm. og en vægt på 4,5 tons. Og dermed er Planetstien i Høng Skov færdig, fredag blev den indviet.

Ideen til Planetstien kommer fra Henning Vingborg i Høng

”Der findes andre Planetstier i Danmark, men ingen som den her, vi har lavet planeterne i størrelsesforholdet 1:1 milliard og afstanden 1:10 milliarder, på den måde bliver der ikke så langt mellem planeterne når de skal opleves,” fortæller Henning Vingborg, og fortsætter, ”Her er solen 139 cm. i diameter mens jorden er 1,3 cm stor.” 

Afsløringen af solen og selve indvielsen blev foretaget af formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune Hans Munk, som i sin tale sagde,

”Her kan skoleelever både have noget naturvidenskab, matematik, og nogle naturoplevelser, på den måde kombinerer man undervisning med motion og natur, og det øger indlæringsevnen, så jeg håber, at Planetstien både er for os som vil nyde naturen, men også kan bruges i undervisningen i skolerne.”

Ved indgangen til Planetstien er opstillet en oplysningstavle og en kasse med foldere, som informerer om solen og de enkelte planeter, og på soklerne til solen og planeterne er der opsat en QR-kode, så man med sin mobiltelefon kan se en lille film med oplysninger om hver enkelt planet.

Opstillingen af Planetstien er støttet af Nordea Fondens ’Her bor vi pulje’, Trelleborg Fonden, Brand af 1848 Fond og Kalundborg Kommune – Kultur- og Fritidsudvalget.

Planetstien er lavet af Kløverstigruppen i Høng i samarbejde med Høng Gymnasium og HF, Høng Skole og Høng Efterskole efter idé af Henning Vingborg. Arbejdsgruppen består af skoleinspektør på Høng skole Peter Brandt, forstander på Høng Efterskole Thorkild Specht, lektor på Høng Gymnasium og HF Jeppe Guldager samt Henning Vingborg.

Del