Søger en Hodja

Kalundborg Amatør Teater (KAT) leder efter den helt rigtige Hodja. 

Søger en Hodja Hovedpersonen i skuespillet har lige meddelt, at han alligevel ikke kan være med til opsætningen. Derfor leder KAT nu igen efter en “ny” Hodja. Her Klaus Ødegaard i Gryden på Møllebakken. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Til august skal Kalundborg Amatør Teater (KAT) afholde årets byspil “Hodja fra Pjort” på Møllebakken i Kalundborg, men de mangler en Hodja.

Kalundborg Amatør Teater (KAT) er i fuld sving med prøverne til opsætningen af Hojda fra Pjort. Desværre har hovedpersonen i skuespillet lige meddelt, at han alligevel ikke kan være med til opsætningen. Derfor leder KAT nu igen efter en “ny” Hodja. 

Ifølge Klaus Ødegaard, der er instruktør på Hodja fra Pjort søger de en dreng i alderen 12-15 år, der kan synge og har en kæk attitude og frem for alt vil spille teater. Det kunne også være den rette pige, der kunne få rollen.

Er du eller kender du en “rigtig” Hodja, kan du henvende dig til Klaus Ødegaard, som står og tripper for at finde en ny hovedperson til sommerens teaterforestilling i Gryden på Møllebakken.

Teaterstykket har premiere i Gryden i Kalundborg fredag den 19. august.

Går man med en lille skuespiller i maven og kunne være interesseret i at være med i KAT, kan man også kontakte Klaus Vig Ødegaard. Uanset om man har erfaring med skuespil eller ikke, kan man være med.

Del