Snydt for 271.000 kr.

En falsk bankmedarbejder samt en falsk politimand snød ældre dame for 271.000 kr. 

 

Snydt for 271.000 kr. 69-årig kvinde snydt for 271.000 kr. af falsk bankmedarbejder samt falsk politimand. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag formiddag henvendte en 69-årig kvinde fra Kalundborg sig på politistationen i Kalundborg for at anmelde, at hun dagen før var blevet fuppet indledningsvist af en falsk bankmedarbejder og senere af en falsk politimand.

Hun var tirsdag eftermiddag blevet ringet af en fremmed kvinde, der præsenterede sig som en medarbejder fra Nordea. Årsagen til opringningen var en mistanke om, at nogen var ved at svindle med pengene på den 69-åriges bankkonti, så svindlen skulle snarest muligt anmeldes til politiet. Den falske bankkvinde kunne straks stille om til politiet, så den 69-årige sekunder senere indledte en samtale med en mand, der præsenterede sig som en politimand. Han fik overbevist den 69-årige om, at hun kunne redde sine penge ved uden tøven at overføre dem til konti, som han anviste i telefonen.

Den 69-årige fulgte den falske politimands vejledninger og overførte pengene, idet den falske politimand hele tiden oplyste, at overførslerne skulle ske meget hurtigt.

Senere på eftermiddagen fik den 69-årige talt både med en bekendt og et familiemedlem om forsøget på svindleri på hendes bankkonti, hvorefter en opringning til banken afslørede, at svindlen først var sket i forbindelse med den falske politimands vejledning til den 69-årige. Et samlet beløb på 271.000 kr. var blevet overført til fremmede bankkonti, hvilket den 69-åriges bank ville forsøge at få stoppet – om muligt.

Den foreløbige efterforskning i sagen viser, at det mobiltelefonnummer, der blev ringet fra, var et taletidskort uden abonnentoplysninger. Efterforskningen fortsætter nu i sagen ud fra oplysningerne om pengetransaktionerne.

Politiet vil igen minde om vigtigheden i, at passe meget godt på personlige og fortrolige oplysninger, som man ikke bør videregive til personer, hvis identitet ikke umiddelbart genkendes. I tilfælde af tvivl om et telefonopkalds ægthed er politiets opfordring, at man ringer retur til bankens eller politiets hovedtelefonnummer for at blive stillet om til den navngivne medarbejder, som har ringet. Når et bedragerisk forhold erkendes, er det vigtigt hurtigst muligt at kontakte sit pengeinstitut for – om muligt – at få stoppet eventuelle pengeoverførsler til fremmede bankkonti. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Ydermere opfordrer politiet til, at man, som familiemedlem til ældre, tager en snak med dem om, at de aldrig må give personlige og fortrolige oplysninger til fremmede. Det er nemlig oftest den ældre generation, der bliver snydt i disse sager.

Del