Snart er der igen uddannelsesmesse i Kalundborg

På uddannelsesmessen vil man kunne få et overblik over de mange muligheder, der er for uddannelse og job i lokalområdet.

Snart er der igen uddannelsesmesse i Kalundborg
Unge og forældre i Kalundborg Kommune inviteres til Kalundborg Uddannelsesmesse den 16. november. Arkivfoto: Jens Nielsen.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Unge og forældre i Kalundborg Kommune inviteres til Kalundborg Uddannelsesmesse den 16. november i Kalundborg Hallerne. Her vil man kunne få et overblik over de mange muligheder, der er for uddannelse og job i lokalområdet.

Til Kalundborg Uddannelsesmesse vil uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder være klar til, at svare på spørgsmål og gennem oplevelser give et indblik i de mange uddannelses- og karrieremuligheder, der er i Kalundborg og omegn.

”Vi går op i, at de besøgende møder en levende uddannelsesmesse, ellers bliver det for kedeligt og abstrakt at snakke om uddannelse og karriere. Derfor fokuserer vi på, at messen gør de unge nysgerrige,” siger Trine Jacobsen fra UU Kalundborg, som er med til at arrangere Kalundborg Uddannelsesmesse i samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Overblik over mulighederne

På uddannelsesmessen får unge og forældre mulighed for, at møde elever inden for en bred palette af uddannelser og fag. Kalundborg Uddannelsesmesse byder i år bl.a. på DTUs Scienceshow, et inspirerende udbud af videregående uddannelser, såvel som ungdomsuddannelser og lokale virksomheder. For de naturvidenskabeligt interesserede er der eksklusiv mulighed for inspiration gennem Ph.d. foredrag om bl.a. carbon capture og antibiotika resistens.

”Det er vigtigt for det lokale erhvervsliv, at de unge, som skal på arbejdsmarkedet om nogle år, får øje på de spændende udfordringer og muligheder, som virksomhederne tilbyder lokalt. Samtidig har virksomhederne brug for de unge for, at kunne fastholde den vækst og udvikling, der er på Kalundborg egnen i disse år. Det glæder os derfor, at så mange uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder bakker op om messen, og giver de unge viden og overblik over de muligheder, der er for uddannelse og job lokalt,” fortæller Rikke Dybkjær Meltz.

Forældre er velkomne

Kalundborg Uddannelsesmesse er delt op i to dele. I skoletiden fra kl. 9 til kl. 14 er hele kommunens 8. klasser og 10. klasser inviteret sammen med elever fra FGU-skolen i Svebølle. De deltager i et særligt tilrettelagt program, som skal give inspiration og nye erfaringer om lokale uddannelser og jobs. Efter klokken 14 åbnes dørene for eleverne fra de omkringliggende ungdomsuddannelser såvel som for forældre.

Messen er blevet til i et tæt samarbejde mellem UU Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd med finansiering af halleje fra Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune. Arrangementet er gratis, og åbent for alle mellem klokken 14-17.

Fakta om uddannelsesmessen

  • Kalundborg Uddannelsesmesse afholdes den 16. november kl. 14-17, for forældre og alle unge, i Kalundborghallerne.
  • Der forventes op mod 1000 besøgende i løbet af dagen.
  • Der er tilmeldt 35 udstillere, både ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og virksomheder

Læs mere på www.kalundborg.dk/uddannelsesmesse 

Del