
Af Jens Nielsen
I forbindelse med arbejde på en høj gæringstank på Novo-sitet i Kalundborg tabte en mand sin skruemaskine som faldt 10 meter ned og ramte en 21-årig.
Onsdag morgen fik politiet via alarm 1-1-2 melding om, at en mand var kommet til skade på sin arbejdsplads på Novo-sitet i Kalundborg, og at en ambulance var sendt til ulykkesstedet.
En 21-årig mand fra Søborg havde pådraget sig overfladiske kvæstelser i hovedet, da han blev ramt af en skruemaskine under sit arbejde på jorden ved en høj gæringstank, oplyser politiet.
Oppe på tanken arbejdede en 63-årig mand fra Kalundborg, som havde medbragt en skruemaskine. Den tabte han, så skruemaskinen faldt ud over tankens kant og ca. 10 meter ned i hovedet på den nu tilskadekomne.
Den 21-årige blev i ambulancen kørt til skadestuen til nærmere undersøgelse i anledning af tilskadekomsten.
Politiet undersøger nu i samarbejde med Arbejdstilsynet og sikkerhedsrepræsentanter de nærmere omstændigheder, idet den tilskadekomne ikke anvendte sikkerhedshjelm i forbindelse med sit arbejde. Senere vil myndighederne tage stilling til, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.