Skolerne er klar til at tage imod eleverne

På regeringens pressemøde tirsdag formiddag blev det meldt ud, at vi skal forvente høje smittetal efter skolernes genåbning, og det gælder ikke kun COVID-19 virus. Men skolerne er klar til at tage imod eleverne - også i Kalundborg.

Skolerne er klar til at tage imod eleverne Hjemmetest af skolebørn er et afgørende våben siger sundhedsmyndighederne. Foto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På regeringens pressemøde tirsdag formiddag blev det meldt ud, at vi skal forvente høje smittetal efter skolernes genåbning, og det gælder ikke kun COVID-19 virus. Men skolerne er klar til at tage imod eleverne - også i Kalundborg.

Det næste stykke tid vil vi se mere sygdom blandt landets skolebørn, og det gælder ikke kun corona. Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst pointerede, at også sygdomme som forkølelse og influenza vil sprede sig efter genåbningen af skolerne. Men man har vurderet, at prisen for at undgå smitte i børnegruppen er for høj, her henviser man til de negative sociale konsekvenser, som hjemmeundervisning har for mange børn.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det da også sundhedsmæssigt forsvarligt, at åbne skolerne igen, og i Kalundborg er man også klar.

Hjemmetest et afgørende våben

Lige nu er hjemmetest et afgørende våben for at holde skolerne åbne. Alle elever fra 1. klasse og personalet i grundskolen anbefales at blive screeningtestet to gange om ugen. Der er mulighed for at få gratis selvtest. Der indføres krav om mundbind eller visir for forældre i grundskolen.

Børne- og Undervisningsministeriet præsenterede en række nye tiltag for både test og opdeling i skolerne på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.

Tiltagene består bl.a. af:

  • Anbefalingen om test ved smitte i skolen udvides, så alle elever testes hurtigst muligt og på 4. og 6. dagen, hvis de har været i kontakt med en smittet, men kan fortsat være i skole, mens de testes.
  • Mulighed for gratis selvtest til alle elever og medarbejdere i grundskolen samt medarbejdere i dagtilbud m.v. til brug for de ugentlige screeningstests og 0. dagstest.
  • Opfordring til at undervisning foregår i stamklasser.
  • Opfordring til så vidt muligt at opdele elever klassevist i frikvarterer og pauser.
  • Anbefalinger om lokalt at overveje brug af værnemidler for ansatte og forældre, for eksempel ved at forældre/besøgende bør bære mundbind indendørs, at aflevering/afhentning sker udendørs, og at ansatte gives ret til at bære visir.

Del