Skoleelever designer deres egen bedste arbejdsstilling

Når man som danske børn og unge sidder ned cirka 11 timer om dagen, kan det være stærkt udfordrende for lænd, ryg og nakke. Især, hvis man sidder forkert.

Skoleelever designer deres egen bedste arbejdsstilling
Engineering Day bliver en anderledes skoledag for elever i 5. klasse på Højbo Friskole. Modelfoto.

gitte@tv-kalundborg.dk

Engineering Day bliver en anderledes skoledag for elever på 70 sjællandske skoler, også for 5. klasse på Højbo Friskole i Kalundborg Kommune. Eleverne skal bruge hydraulik til at konstruere den bedste måde at sidde ned i klassen på. 

Når man som danske børn og unge sidder ned cirka 11 timer om dagen, kan det være stærkt udfordrende for lænd, ryg og nakke. Især, hvis man sidder forkert. Nu får 10 til 13-årige skoleelever stillet opgaven selv at udvikle og konstruere en mekanisk model, der kan sikre dem en bedre arbejdsstilling ved deres siddeplads i klassen. Det gælder også eleverne i 5. klasse på Højbo Friskole i Føllenslev. Eleverne bruger her torsdag den 7. november på at konstruere.

Anledningen er Engineering Day, som foregår d. 4.-8. november på ca. hver tredje skole over hele Danmark. Eleverne bruger en hel skoledag på med egne hænder og hoveder at bygge prototyper som løsninger på konkrete udfordringer i hverdagen. Men forløbet har ikke kun til formål at skabe ergonomiske forbedringer for eleverne, forklarer Nina Ahnstrøm, projektleder i Engineer the Future, som står bag Engineering Day.

”Vi ved, at elevernes motivation og interesse for naturfag øges markant, når de arbejder med engineering. Så arbejder de med en relevant problemstilling fra deres eget liv og udtænker selv et løsningsforslag fra start til slut. Og når eleverne er engagerede i undervisningen, øges deres trivsel i skolen generelt, fordi de kan se meningen med at lære,” siger hun.

Smagsprøve på teknologi

Engineering Day giver eleverne en smagsprøve på mulighederne i teknologiens og naturvidenskabens verden. Ved hjælp af simple redskaber som plastsprøjter, tape og pap, skal eleverne i 4. – 6. klasse konstruere en mekanisk prototype, for eksempel et fleksibelt sæde, der forebygger dårlige arbejdsstillinger, så man ikke får ondt og kroppen ikke slides forkert.

Den hårde nød, der skal knækkes for de 10-13 årige bliver at anvende hydraulik, så deres prototype kan justeres trinløst alt efter de behov, der opstår i løbet af en skoledag. Opfindelsen kan fx være en fodstøtte på stolen, der kan sænkes eller hæves, det kan være et sæde, der kan reguleres eller et bordstativ, der kan tilpasses forskellige opgaver. 

Processen vigtigst

Nina Ahnstrøm understreger, at det vigtige på Engineering Day er selve processen, når eleverne designer og udvikler prototyper mere end selve prototypen. Det er designprocessen der sikrer at eleverne udvikler færdigheder og viden inden for naturfagene, kommer i dybden med fagligt stof og har fokus på samarbejde og feedback. Og fejl undervejs er velkomne. Dem kan man også lære af.

”I processen benytter eleverne den såkaldte engineeringmetode til at løse opgaven. Når eleverne arbejder med engineering, tilegner de sig ny viden ved at udvikle idéer, gennemføre undersøgelser, konstruere, teste, forbedre og endelig præsentere deres løsning – en engagerende og virkelighedsnær måde at lære på,” siger Nina Ahnstrøm, og fortsætter: ”Vi håber, det bliver en sjov, anderledes og udfordrende dag for eleverne, hvor de oplever at blive kompetente til selv at håndtere et problem uden at få serveret den endelige løsning. Det øger troen på at kunne gøre en forskel – det øger handleevnen og dermed engagementet.”

Mens eleverne på i 4.-6. klasse forebygger dårlige rygge, skal de yngste elever i 1.-3. klasse udvikle et fugleskræmsel, der kan holde fuglene væk med lyd og bevægelse. 7.-10. klasserne skal udvikle en robot med fremdrift uden brug af hjul.

Bag den landsdækkende event står den teknologiske alliance, Engineer the Future, der består af ca. 50 virksomheder, uddannelsessteder og interesseorganisationer. Engineer the Future arbejder for at skabe plads til alle børn og unge i teknologi og science.

Læs mere på: Engineering Day

Del