Skal samarbejde for at skabe noget større

Der er tale om seks indsatsområder, der skal styrke kulturområdet – et af dem er altså at etablere flere netværksgrupper.

Skal samarbejde for at skabe noget større
Hans Munk og Esben Hansen, henholdsvis formand og næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kultur- og Fritidsudvalget havde møde den 3. december, hvor de bl.a. drøftede og godkendte etableringen af netværksgrupper for kultur- og kunstaktører samt godkendte, at administrationen på baggrund af udvalgets drøftelser udvikler format og program for netværksgrupperne.

Kultur- og Fritidsudvalget har arbejdet med pejlemærket 'behov for nye tilbud', og på baggrund af en kulturanalyse samt efterfølgende kulturkonference er der dannet grundlag for udvalgets videre arbejde. Der er tale om seks indsatsområder, der skal styrke kulturområdet – et af dem er altså at etablere flere netværksgrupper. Formålet er at få flere kulturaktører, både frivillige og kommercielle, til at deltage i udviklingen af kulturlivet.

For netop at få flere forskellige kulturaktører, både frivillige og kommercielle til at deltage i udviklingen af kulturlivet, foreslås det, at udvalget faciliterer etableringen af mindst to netværksgrupper. Grupperne skal styrke synergier, samspil og erfaringsudveksling blandt aktørerne og mellem aktørerne og kommunen.

Handler om at samarbejde og skabe noget større

“Vi ser en mulighed for, at vi samarbejder om tiltag og arrangementer, så man ikke står alene og ikke konkurrerer med hinanden. Idéen er at gøre stærkere og give de deltagende i arrangementet nogle større og andre oplevelser, når man netop er flere om det. Man kan jo netop kombinere tingene, fx en koncert og en middag, en film og en middag således,  at flere arrangører laver noget sammen,” fortæller Hans Munk, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Hvad angår kunst- og kulturarrangører, er idéen også at netværket skal få dem til at tale sammen om, hvordan man kan styrke kunstinteressen i kommunen.

“Det kan igen være oplevelser, hvor man går sammen om at lave noget - malerier, musik, forskellige håndværk osv. Så man på den måde styrker hinanden, og gør oplevelserne større for de besøgende,” siger Hans Munk.

Formålet med netværksgrupperne er at skabe et forum for dialog og samarbejde. Grupperne kan mødes regelmæssigt for at dele viden om arrangementer, udvikle fælles strategier og identificere samarbejdsmuligheder. Det er forventningen, at øget kendskab blandt aktørerne, vil skabe mere dynamiske og koordinerede kulturtilbud. Ligeledes kan etablering af netværk trække kulturaktørerne tættere ind i udvikling af Kalundborg.

De første netværksgrupper

  • Et netværk for større kommercielle kulturaktører, hvor fokus er på muligheder udfordringer i samarbejdet på tværs af aktører og med kommunen
  • Et netværk for kunst- og kulturaktører inden for det mere organiserede kunstområde, hvor fokus er på samarbejde om projekter og udveksling af erfaringer.

Kommunens vil være en del af processen
Kommunen vil koordinere de første møder og understøtte processen med at etablere faste rammer for grupperne, herunder opsamling og praktik. Formatet vil blive udarbejdet for at definere formål, struktur og forventninger til deltagelse i netværkene. Administrationen vurderer, at der i den forbindelse skal indgås aftale om samarbejde med eksterne om at tilrettelægge og drive de to netværk i 2025. Man vurderer, at udvikling af format samt facilitering af to netværk i 2025, vil kunne gøres inden for en ramme på 270.000 kr.

Del