Sindre får sin egen koncert

Søndag den 1. september er der musikalsk forestilling på scenen på Lundbye Kunstfestival i Kalundborg.

Sindre får sin egen koncert
Sindre, i billedkunstner Maja Lisa Engelhardts bronze-fortolkning, blev budt varmt velkommen, da Lundbye Kunstfestival 2024 gik i gang den 3. august. Nu får den lille bakketrold sin egen koncert. Foto: Lundbyekomitéen.

gitte@tv-kalundborg.dk

De færreste får uropført en koncert på deres fødselsdag. Det sker for Johan Thomas Lundbye, når han søndag den 1. september fylder 206 år.

Den ganske unikke og tværkunstneriske koncert går over scenen på Lundbye Kunstfestival, som en fejring af guldaldermaleren Lundbye og ikke mindst hans lille bakketrold og alter ego Sindre, som lægger navn til koncerten.

Sindre er omdrejningspunkt for Lundbye Kunstfestival 2024

Den unge komponist og musiker Jesper Balslev har skrevet musikken for vokal, klarinet, cello, vibrafon, marimba, bas og en oplæser. For i forestillingen indgår tekster fra Lundbyes dagbøger og breve – alle med relation til den lille Sindre-figur, som også er omdrejningspunkt for hele Lundbye Kunstfestival 2024.

Koncerten er en hovedbegivenhed under den fem uger lange festival, der gik i gang den 3. august og slutter den 8. september.

“Musik og oplæsning fletter sig ind og ud af hinanden undervejs, og forestillingen har samtidig en stærk visuel side i form af videokunst med abstraktioner af Lundbyes Sindre-billeder, der bliver blæst op på en kæmpe bagvæg i lokalet,” fortæller Jesper Balslev.

Koncerten ”Sindre” er i tre satser

Koncertens visuelle del er skabt af kunstneren Mina Paasche, og forfatter og musiker Lars Emil Foder er oplæser. Koncerten ”Sindre” er i tre satser, der hver består af sang, instrumentale passager og oplæsning. Marianne Glynstrup står for sangen, og holdet af professionelle og erfarne musikere består af Morten Grønvad, Samira Dayyani, Martin Kejser og komponisten selv, Jesper Balslev. 

Hele holdet glæder sig til at præsentere koncerten den 1. september på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg. Der bliver to forestillinger. En kl. 15 og en kl. 17.30.

Lundbye og Sindre

Johan Thomas Lundbye var fra sine tidligste år optaget af den nordiske sagnverden med nisser, dværge og bakketrolde. Sindre-figuren har navn efter den ene af dværgebrødrene Sindre og Brokk, som i den nordiske mytologi er kendt for deres smede- og trolddomskunst. Figuren tager for alvor form på et tidspunkt, hvor Lundbye er ramt af mismod, hjertesorg og hjemvé. Lundbye og Sindre smelter sammen til én figur med troldens krop og Lundbyes ansigt. Sindre bliver Lundbyes gode ven og talerør.

Del