”Sikken voldsom trængsel og alarm”.

Læseerbrev:

Det er ikke en julesang, der refereres til, men de mange reaktioner og den forholdsvis hårde retorik, der præger både de sociale medier og TV-Kalundborg.dk samt sågar forsiden m.v. på Nordvestnyt (27/9-2017). 

Årsagen skal findes i undertegnedes kommentar til webartiklen på TV-Kalundborg.dk; ” Politik fra skolebænken” (23/9), hvor jeg kommenterer på det etiske i, at en byrådskandidat som er tidligere ansat på Kalundborg gymnasium og samtidig klart markeret byrådskandidatprofil i pressen og i Venstre kan få ”enetimer” med 200 gymnasieelever så tæt på et kommunevalg.
Jeg har i store, entydige vendinger rost gymnasiet for at afholde disse vigtige dannelsesforløb og fremhævet, at Malene er en god og klar rollemodel. Efter mange år i politik og offentlig administration kender jeg jo ”gamet” og accepterer diverse udfald og journalistiske vinkler. Derfor føler jeg mig også nødsaget til kommentere på, hvordan debatten drejes væk fra det egentlige omkring ligestilling i demokratiet og hen imod at jeg (og de øvrige gode mennesker, som har tilladt sig samme holdning) nu kritiserer de unge studerende på gymnasiet for at være ureflekterede. Dette synspunkt er helt ved siden af og bestemt ikke noget hverken jeg eller de andre undrede debattører har udtalt.

Netop al denne polemik er faktisk rigtig konstruktiv og lærerig for demokratiet, så både de unge mennesker på gymnasiet og øvrige borgere selv kan danne sig et nuanceret billede af politik. Så tak for de mange indlæg som giver endnu en god case til undervisning i ledelse, politik og kommunikation.

At arrangementet med de unge var upolitisk set fra ledelsen og bestyrelsen i Kalundborg Gymnasium er jo sådant set en smuk tanke, men der var indkaldt presse til at dække det (modsat de tidligere arrangementer i samme ”kommunevalg-tema”), og Malene lægger selv efterfølgende indlægget (reklamen) samt opsamling fra Nordvestnyt i dag på sin politiske facebookgruppe. Dette medfører i min optik en klar sammenhæng mellem Malenes oplæg og det at anvende det politisk. 

Jeg er netop flyttet til kommunen efter 3 ½ års byrådsarbejde i Faxe kommune, og har på få dage fået et fantastisk godt indblik i ”de politiske magtskrukturer” i Kalundborg kommune. Jeg kan i øvrigt se ud af kommentarer fra bl.a. SF og Enhedslisten, at det er et velkendt mønster, så måske det alligevel ikke er så tosset at stemme lidt Konservativ ordentlighed ind i Byrådet, også selvom det er modne mænd. Forsat god KV17 til alle.

Peter Joensen, Agnetevej 1, Høng. Konservativ byrådskandidat i Kalundborg kommune. Mobil: 72 48 26 85

Del