Shannie og Michael kan nu fejre 5-års fødselsdag med deres drømmeprojekt

Ser man bort fra perioden med corona, så er det kun gået fremad for Shannie og Michael. Medlemmerne er strømmet til

Shannie og Michael kan nu fejre 5-års fødselsdag med deres drømmeprojekt
Den 1. marts er det 5 år siden, at Shannie og Michael da Silva slog dørene op til CrossFit Kalundborg & Yogastudio. Det bliver fejret med åbent hus. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den 1. marts er det 5 år siden, at Shannie og Michael da Silva slog dørene op til CrossFit Kalundborg & Yogastudio. Starten var svær på grund af corona, men ægteparret har nu fået rigtigt godt gang i deres CrossFit Box på Hareskovvej i Kalundborg, som er en af landets største.

Michael da Silva har i efterhånden mange år arbejdet som personlig træner og CrossFit instruktør, men muligheden for at dyrke CrossFit i Kalundborg fandtes ikke, derfor var det en kæmpe drøm der blev til virkelighed den 1. marts 2020 hvor Shannie og Michael da Silva kunne slå dørene op til CrossFit Kalundborg & Yogastudio, 1200 kvadratmeter indrettet i en af de tidligere produktionshaller på det gamle Carmen.

Starten på deres drømmeprojekt blev dog ikke som de havde håbet. Den 11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen nemlig landet ned på grund af corona.

”Vi havde en fed start men desværre kun i 11 dage hvor landet blev lukket ned på grund af corona, men vi begyndte at lave hjemmetræning som blev sendt ud på video til medlemmerne og i maj måned startede vi så op med udetræning hvor vi tog udstyret med udenfor of det gav faktisk nye medlemmer fra andre byer som bl.a. Holbæk og Slagelse,” fortæller Shannie da Silva.

Ser man bort fra perioden med corona, så er det kun gået fremad for Shannie og Michael. Medlemmerne er strømmet til, der er lavet aftaler med en række af firmaer og der tilbydes CrossFit hold alle ugens dage og medlemmerne spænder fra de helt unge til pensionister godt oppe i årene.

”De seneste år har vi virkelig kunne begynde at føre vores ideer ud i livet og bare bygge på, bl.a. har vi senest taget et nyt område i brug med styrketræningsudstyr,” fortæller Michael da Silva.

”Vi har gjort os mange erfaringer undervejs, bl.a. er der flere af vores medlemmer som ikke er så vilde med øvelser hvor der bruges vægtstænger, så derfor har vi lavet hold hvor der ikke bruges vægtstænger og vi har også et seniorhold som træner to formiddage om ugen, det er blevet en stor succes,” supplerer Shannie da Silva.

5-års fødselsdagen fejres i CrossFit boxen med åbent hus. Her vil der blive serveret kage, der er en række konkurrencer og som et særligt fødselsdagstilbud kan nye medlemmer træne hele marts måned for bare 5 kr.

CrossFit Kalundborg & Yogastudio tilbyder også prøvetimer på fødselsdagshold henholdsvis kl. 9.00 og kl. 10.00

Del