Sender SMS til 13.000 kunder
De 13.000 SMS’er bliver sendt som ’god’ service, og der er altså ikke tale om svindel

I de kommende dage vil de fleste kunder hos Kalundborg Forsyning få en SMS, hvor de bliver bedt om, at opdatere deres samtykke med enten NemID eller MitID, og den er altså ”god nok,” siger forretningsdirektør Line Kromann.
Der er i disse dage gang i tasterne hos Kalundborg Forsyning, hvor der forberedes SMS’er til knap 13.000 af forsyningens kunder.
”Heldigvis skal de ikke sendes af sted en ad gangen fra en mobil. Det ville nok fremkalde krampe hos den pågældende medarbejder,” siger forretningsdirektør Line Kromann med et smil og fortsætter. ”Vi har slettet alle vores kunders CPR-numre. Det er ikke en fejl, men et krav i GDPR-loven og vi skal nu indhente samtykke på ny.”
Det er samme procedure, som da forsyningen skiftede kundesystem. Line Kromann forsikrer dog om, hvis man dengang gav sit samtykke, skal man ikke gøre det igen. De berørte kunder fra Kalundborg Forsyning vil derfor opleve at få regninger og aflæsningskort tilsendt som brev, i stedet for det som sædvanligt lander i e-Boks. Det koster 50 kroner at modtage brev fremfor digitalt brev oplyser Kalundborg Forsyning.
SMS er en service til kunderne
De 13.000 SMS’er bliver sendt som ’god’ service, men også som et håb om, kunderne vil gå på forsyningens hjemmeside og give deres samtykke for fremtiden.
”Vi kommer sikkert til at have et par frustrerede kunder i røret, som vil sige, hvorfor vi ikke bare kunne have beholdt deres oplysninger, men hvis man blot giver sit samtykke via hjemmesiden, burde alting fortsætte som før,” fortæller Line Kromann, forretningsdirektør hos Kalundborg Forsyning og siger slutteligt: ”Vi ved, der er kan være snyd med SMS’er og mails fra forskellige store selskaber m.m., men den er altså god nok, når den kommer fra os.”
SMS’en som Kalundborg Forsyning sender, lyder således.
”Kære kunde. Hvis du fortsat ønsker at modtage dine regninger i e-boks, har vi brug for dit samtykke. Ifølge GDPR-loven skal vi indhente samtykke til at bruge dit CPR-nummer i varetagelsen af vores kundeforhold med dig. Du giver dit samtykke ved at logge ind på ”Min Forsyning” via vores hjemmeside. Vær opmærksom på, at du kun kan afgive dit samtykke hvis du er logget ind med dit NemID. I ”Min Forsyning” kan du også se dit forbrug og dine regninger. Første gang du logger ind skal du bruge dit kundenummer og en aktiveringskode, som du finder på en tidligere regning eller på din betalingsservice oversigt. Læs mere og se hvordan du logger ind i ”Min Forsyning” på vores hjemmeside: https://kalfor.dk/min-forsyning. Har du allerede afgivet dit samtykke, skal du ikke foretage dig noget. Mvh. Kalundborg Forsyning.”