Sejr for tredje gang i træk

Efter 11 kampe i Sjællandsserien er Svebølle nu samlet nr. 5 og med Raklev lige efter som nr. 6. Begge hold har 20 point.

Sejr for tredje gang i træk
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det blev igen til sejr for både Svebølle og Raklev i lørdagens udekampe i Sjællandsserien, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen.

Med sejr i lørdagens udekampe har både Svebølle og Raklev nu vundet deres sidste tre kampe.

Svebølle var lørdag taget til Nykøbing FC hvor kampen endte 0-5 mens Raklev vandt på udebanen i NFB (Nordfalsters Forenede Boldklubber) 1-3.

Efter 11 kampe i Sjællandsserien er Svebølle nu samlet nr. 5 og med Raklev lige efter som nr. 6. Begge hold har 20 point. I toppen af Sjællandsserien ligger Såby Fodbold med 28 point.

Svebølle træner Jonas Thomsen har sendt flg. kampreferat.

Tredje sejr i streg!

Vi tog lørdag morgen langvejs for at spille mod Nykøbing FC på Falster.
Vi mødte et hold fra bunden af rækken, og det var tydeligt fra start at de ikke havde meget at byde på.
De stod derfor på egen banehalvdel i næsten alle 90 min.

Vi kommer tidligt foran på et flot mål af Rømer, hvilket selvfølgelig var vigtigt for kampens forløb.
Og inden pausen udbyggede vi føringen via endnu et flot mål af Trier, og super assist fra Simon Melchiorsen.

Det var små optræk til chancer til vores modstander hvor vores returløb halter gevaldigt, og det var eneste minus i første halvleg.

Anden halvleg starter på samme måde, hvor vi flere gange burde have lukket kampen.
Det sker midt i halvlegen, hvor Trier endnu engang får scoret.

Er par minutter senere laver han hattrick, og til allersidst lukker Toft målscoringen med et akrobatisk halv sakse.

En kontrolleret indsats, hvor vi gør hvad der skal til.
Et clean sheet er vigtigt at fremhæve, og vi tog dermed vores tredje sejr i træk! 

0-1 Andreas Rømer (‘9)

0-2 Nick Trier (‘43)

0-3 Nick Trier (‘65)

0-4 Nick Trier (‘69)

0-5 Nikolaj Toft (‘90)

MOTM: Nikolaj Toft ️

Svebølles Hold:
(Rasmus Hansen, Simon Melchiorsen, Nikolaj Toft, Mikkel Adamsen, Danny Henriksen, Nicklas Nørgaard, Nikolaj Frandsen, Andreas Rømer, Moussa Al Moussa, Jonas Bengtsson, Nick Trier, Mike Jensen, Mathias Petersen, Rasmus Frandsen)

Henrik Nielsen fra RGI har sendt referat fra Raklevs udekamp mod NFB.

Raklev fik en 3-1 sejr på udebane mod Nordfalsters Forenede Boldklubber (NFB).

NFB var et nyt bekendtskab for Raklev og trænerteamet havde derfor ikke meget kendskab til lørdagens modstander udover, hvad det var muligt at læse og høre om fra holdets tidligere kampe. Forberedelsen til kampen var derfor rettet mod Raklevs egne fokuspunkter.

NFB bragte sig foran i kampens første minut, hvor en tilbagelægning til målmand, Mathias Vang, ikke blev clearet ordentligt, hvilket resulterede i et helt unødvendigt mål til hjemmeholdet. Den dårlige start påvirkede dog ikke Raklevspillerne, som hurtigt fik presset hjemmeholdet i bund og allerede i kampens 18. minut udlignede Cevin Thrane efter et forarbejde i højre side af Sebastian Skovhus. Raklev pressede yderligere på og Marcus Stoltenberg scorede til 1-2 på et brag af et langskud, der tog indersiden af stolpen. Assist til målet blev lavet af Mathias Jensen Overgaard. Få minutter efter scorede Jonas Emil Kristensen til 1-3 på et flot hovedstød uden chance for hjemmeholdets målmand efter et perfekt hjørnespark fra Cevin Thrane.

Efter pausen blev kampen en noget rodet affære, hvor Raklev ikke kunne finde det gode spil frem fra første halvleg. Raklev havde de største chancer mod et heroisk kæmpende hjemmehold, men ind i kassen ville bolden ikke. Det gjorde det heller ikke nemmere, at Marcus Stoltenberg fik annulleret et mål for offside, hvilket der ikke var skyggen af.

I kampens slutminutter fik Sebastian Skovhus et gult kort for en oversatset glidende tackling, der bremsede en omstilling efter et hjørnespark og Altin Dina fik et gult kort i kampens sidste minut. Efter et hjørnespark i kampens sidste sekunder faldt Mathias Vang uheldigt ned efter et skub, hvor knæskallen gik af led. Heldigvis havde hjemmeholdet en fysioterapeut, der kunne hjælpe vores uheldige målmand. Det satte naturligvis en dæmper på glæden over de 3 point og på humøret i bussen hjem.

1-0: NFB (‘1)

1-1: Cevin Thrane (‘18)

1-2: Marcus Stoltenberg (‘25)

1-3: Jonas Emil Kristensen (’32)

MOTM blev Jonas Emil Kristensen. Jonas er sponsoreret af Punkt1 ApS.

Raklevs opstilling til kampen: Mathias Vang, Jonas Stenbæk, Jonas Emil Kristensen, Sebastian Skovhus, Lucas Boksa, Jeppe Søholm Petersen, Cevin Thrane, Simon Müller Nielsen, Mathias Bodholdt, Marcus Stoltenberg og Mathias Jensen Overgaard. Reserver: Altin Dina, Christoffer Thrane og Mathias Møller.

Del