Sejlere fra syv nationer dyster hele weekenden i Kalundborg

Omkring 50 frivillige fra Kalundborg Sejlklub er med til at få afviklet DM-arrangementet helle denne weekend

Sejlere fra syv nationer dyster hele weekenden i Kalundborg
Fredag formiddag er der stor aktivitet ved Kalundborg Sejlklub på Gisseløre hvor deltagerne til DM-arrangementet klargør deres joller. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Finnjolle sejlere fra store dele af verden mødes til åbent Danmarksmesterskab på Gisseløre hele denne weekend.

Kalundborg Fjord har i denne weekend, besøg af sejlere fra hele verden, når Dansk Finnjolleklub afvikler Danmarksmesterskaber 2023 i samarbejde med Kalundborg Sejlklub.

Der vil blive afviklet kapsejladser på en bane i fjorden fredag, lørdag og søndag, og sejlklubbens klubhus og område på Gisseløre er centrum for aktiviteterne på land. Der er 45 deltagere tilmeldt fra Danmark, Australien, Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Finland.

”Det er perfekt vejr til dm-arrangementet, deltagerne får vind fra nordøst i dag, fra øst i morgen og fra vest på søndag som det ser ud lige nu, så det er perfekt. Fredag og lørdag skal der sejles inde under Asnæs og på søndag bliver sejladserne lagt ind under Røsnæs,” fortæller Frank Hasselbalch, der står i spidsen for stævnet for Kalundborg Sejlklub.

Kalundborg Fjord er kendt for sine udfordringer til sejlerne med skiftende vinde og stærk strøm fra Storebælt. Det er også et område med megen kommerciel trafik til og fra industrihavnen, men at der er rigeligt med plads til at sejlerne kan få et godt og udfordrende stævne.

Fredag formiddag var der stor aktivitet ved sejlklubbens klubhus på Gisseløre hvor de mange deltagere havde travlt med at klargøre deres Finnjoller, ligesom der blev afholdt skippermøde hvor sejlklubbens formand Jesper Lauridsen bød velkommen til de mange deltagere.

Borgmester Martin Damm ønskede også deltagerne velkommen til Kalundborg og fortalte, at der i denne weekend afholdes både DM for Finnjoller, PostNord Danmark Rundt og den store middelalderfestival i højbyen.

Et godt samarbejde

Omkring 50 frivillige fra Kalundborg Sejlklub er med til at få afviklet DM-arrangementet hvor der er opgaver som indkvartering, bespisning, organisering på havnen, udlægning af kapsejladsbanen, klargøring af dommer- og følgebåde og meget andet.

Kalundborg Sejlklub har også lånt lokalerne hos naboen, Kalundborg Roklub, og Kalundborg Dykkerklub stiller med deres rib båd.

”Arrangementet Vild Med Vand har givet et rigtigt godt samarbejde klubberne imellem og det gør, at vi fx låner baderummene hos roklubben og dykkerklubben kommer med deres rib båd, så det er vi rigtigt glade for,” fortæller Frank Hasselbalch.

Det var i øvrigt i en Finnjolle, at danske Paul Elvstrøm, som anses for at være den største sejler i den olympiske historie, vandt tre olympiske guldmedaljer og to verdensmesterskaber.

Del