Se pinsesolen danse på Den Gamle Skole
Pinsemorgen står Lone klar med en lækker brunch med kaffe, te, juice, pålæg, ost, brød, flere slags kage, pølser, scramble æg og skyr.

Af Jens Nielsen
Den Gamle Skole på Asnæs inviterer til morgenbuffet pinsemorgen i skøn natur, tæt på havet og skoven. Det er en gammel tradition som Lone Klitten nu tager op igen.
Kom og se pinsesolen danse søndag d. 28. maj fra kl. 7–11 og nyd den lækre morgenbuffet i den skønne have eller i skolens hyggelige festlokale. Opfordringen kommer fra Lone Klitten som de sidste to år har stået bag Den Gamle Skole på Asnæs, som udover et stort festlokale også rummer Lones firma, Thodel kropsterapi og Massage.
”Det er en gammel tradition med morgenbord på Den Gamle Skole på Asnæs. For meget længe siden sejlede man fra Kalundborg og til en lille bro på Asnæs, så gik gæsterne op gennem skoven til det man kaldte festpladsen som, lå lige over for ’Lagkagehuset’, så festede man hele lørdag aften og når de ikke kunne mere lagde de sig til at sove i græsset ved Den Gamle Skole indtil traktørstedet åbnede tidligt pinsemorgen,” fortæller Lone Klitten, som nu sætter liv i den gamle tradition igen, dog skal gæsterne selv ankomme i bil og de behøver heller ikke og ligge i græsset og sove.
Pinsemorgen står Lone så klar med en lækker brunch med kaffe, te, juice, pålæg, ost, brød, flere slags kage, pølser, scramble æg og skyr.
Sidste frist for bestilling af den lækre morgenbuffet er den 25. maj. Send en SMS til Lone på tlf.: 40 32 25 04 - Skriv: Pinse, antal personer - herefter vil Lone sende dig en anmodning til betaling på mobilepay. Prisen er kr. 150,- pr. person.
”Vi håber at se rigtig mange morgenfriske mennesker til en hyggelig pinsemorgen på Den Gamle Skole,” siger Lone Klitten.
Den Gamle Skole kan også lejes til private fester, firmaarrangementer, bisættelse, møder og foredrag.